Art Copenhagen
Nordens kunstmesse 2008

Art Copenhagens hjemmeside
Et view ud over Forum, hvor 78 udvalgte gallerier fra Danmark, Finland, Færøerne,
Grønland, Norge, Sverige og Island udstiller 19., 20. og 21. september 2008 med alle kategorier
inden for moderne billedkunst, hovedvægten lagt på malerier.
Værker af omkring 600 kunstnere er repræsenteret, også den lidt »ældre« kunst, hos fx
Bredgade Kunsthandel (stand 47) med Folmer Bendtsen, Poul S. Nielsen m.fl..


En af de smukkeste og mest besøgte stande på årets Art Copenhagen er Gallery Secher &Scott på stand 54.
På billedet er det galleriejer Anders Secher foran et Jorn-maleri til lidt under 2 mio. kr. Der var flere topting af
blandt andre Picasso, Appel, Richard Mortensen, Carl-Henning Pedersen og en skulptur/vase af Nes Lerpa.
Også enkelte skulpturer af Ole Sjøvold (i baggrunden), som galleriet lige har haft en større udstilling med.


Her morer alle sig. Gallery Secher & Scott havde engageret den smukke model Emilia med den smarte
»gennemsigtige« taske til at dele brochurer ud, hvilket gav pote og ekstra opmærksomhed omkring galleriet.
På billedet er det i forgrunden den legendariske kunsthandler Gunnar Mikkelsen, kendt af enhver auktionsbesøgende
gennem de seneste 50 år. Gunnar Mikkelsen har specialiseret sig i at købe usignerede kunstværker, som andre
ikke var interesserede i, en indkøbspolitik, der har vist sig at være succesrig. Han er lidt dårligt gående for
tiden, hvorfor hans kone, Irma, transporterde ham rundt i en kørestol. De to herrer i baggrunden, der morer sig, er
kunsthandleren Thomas Haaning (til venstre) og galleriejer Anders Secher. Emilia uddelte brochurer sammen med
Solomon herunder, et iøjnefaldende par, der ankom i luksusbil til Forum under stor bevågenhed.



Blandt de besøgende var også denne nydelige herre, Ole Madsen (ikke den berømte fodboldspiller med hælsparket),
men far til Franziska Kampmann fra Bruun Rasmussen og dermed svigerfar til galleriejer Henrik Kampmann, som
på stand 51 udstiller en række gode ting af Wiliam Skotte Olsen.
Ole Madsen er i øvrigt dør-til-dør-nabo på Ydre Frederiksberg med undertegnede redaktør af Kunstnyt.dk.


To gamle kæmper i branchen snakker kunst, til venstre kunsthandler Gunnar Mikkelsen, stående
Leif Jensen fra Galleri Leif Jensen, (stand 50) også kendt som Cobra Leif på grund af sin store lidenskab
for Cobra-kunstnerne. Leif Jensen var indtil for små 20 år siden chefredaktør på B.T., hvor han skrev
meget om kunst. I 1982 omtalte han i B.T. årbogen »Kunst under hammeren« som »Spændende som en krimi«.
Billederne i baggrunden er til venstre af Karel Appel, til højre Carl-Henning Pedersen.


Galerie Moderne Silkeborg, stand 40, har altid haft stor kunst med på Art Copenhagen. Det er kun kort
tid siden galleriets stifter Willy Omme døde, og i dag er det sønnen Henrik Omme, i midten, der
styrer galleriet. Det store maleri i baggrunden er et karakteristisk værk af Michael Kvium.


Gallery Faurschou er et af landets store, internationale gallerier. Her er det en imponerende
marmorskulptur udført af Christian Lemmerz med en katalogpris på 1,5 mio. kr. Stand 101.
De to damer har ikke stået model til skulpturen.


Mange måbede, da de midt i den moderne kunst stødte på et stykke loppetorv.
Da skiltet uden for stand 11 viste Galleri Nicolai Wallner, et af vores seriøse gallerier, måtte der
være en forklaring. Det var der også. Den amerikanske kunstner Rob Pruitt (rigt omtalt på nettet)
har gjort det til lidt af sit speciale at »udstille« loppetorv på internationale kunstudstillinger.
Et stykke kage i forgrunden kunne sammen med en kop kaffe købes. Jo, jo, kunst er mange ting.
Men en sjov idé og et frisk pust blandt den store store kunst. Udenfor billedet står også en bil.


Husk-Mit-Navn er den eneste danske street/graffiti-kunstner af kunstnerisk kvalitet. Han ønsker
at forblive anonym, hvilket indtil dato er respekteret af pressen. På Art Copenhagen
udstiller han to steder, hos Charlotte Fogh Contemporary (stand 9) og V1 Gallery (stand 124).
Billedet er taget 19. september 2008 på Rådhuspladsen.

 

© tekst og fotos Kunstnyt.dk
Preben Juul Madsen
20 september 2008