28. februar til 8. marts 2012
Så er der igen kvalitet
under hammeren i Bredgade
Ældre kunst og moderne kunst

Det er altid en fornøjelse at kigge ind i Bredgade 33 til eftersyn. Fornem ophængning af kunstværkerne kombineret med
elegant indretning af interiøret. Bruun Rasmussen har altid gjort en ære i, at det skulle være indbydende at komme til eftersyn.

Kataloget over moderne kunst og design indeholder 1064 numre. Naturligvis er der Jorn med som topper med en vurdering på 800.000-1.000.000 for Den Rasende Båd malet i Albisola 1957. Carl-Henning Pedersen er der flere af, topvurderingen 350.000-400.000 kr.

I 2012 ville Robert Jacobsen være fyldt 100 år, og i den anledning har Bruun Rasmussen fået samlet over 25 arbejder, skulpturer, gouacher, grafik, 300.000 for den dyreste, Distorsions, en skulptur i patineret jern, 119 cm. høj.

Det myldrer med spændende moderne kunst. Et meget bredt junglemotiv af Scherfig står til 150.000-200.000 kr., Smilets Land, en surrealistisk komposition af Freddie fra 1934 har huset sat til samme beløb, og Kibutz af Egill Jacobsen også til 150.000-200.000 kr. Kvium er repræsenteret med syv værker, 200.000 kr. for dyreste. En komposition af Kirkeby står også med 200.000 kr. En skulptur af Utzon-Frank, Pegasus fødsel, i patineret bronze, venter huset at få 250.000- 300.000 kr. for.

Blandt de udenlandske topper Walasse Tings Kiss Me Under Moonlight med vurderingen 400.000-500.000 kr.

Til højre er det Edvard Weies Fra Classensgade, regnvejr, 1920erne. 150.000-200.000 kr. er det sat til. Neden under en skulptur af Gerhard Henning.



»Der er budt 100.000 kr. til herren på hesten«. Det er en joke, som efterhånden er fortalt så mange gange, at nogen tror på den. Ifølge »overleveringen« skulle Christian X uden for være den mest bydende hos Bruun Rasmussen, underforstået luftbud foretaget af auktionarius. Luftbud er som bekendt bud, som ikke eksisterer.

Glasmosaikken i vinduet har Robert Jacobsen lavet i samarbejde med glasmesteren Per Steen Hebsgaard. Den har ikke tidligere været under hammeren og er vurderet til 75.000-100.000 kr.


På væggen malerier af Mogens Balle, Pierre Wemaëre, Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen. På bordet Gerhard Henning.


Auktionen byder på en del Skagenskunst. I midten begge af Krøyer. Øverst til højre et af Anna Ancher, mens
de øvrige tre er malet af Michael Ancher.


Skagens Hede ved Brovandene er malet af P.S. Krøyer i august 1891. 23x32 cm måler det.
Købt på auktion i Tyskland i maj 2011 for en del mindre end de 125.000-150.000 kr. nu vurderet til.

127 udvalgte numre af ældre kunst sælges 28. februar fra kl 17. Udvalgte moderne 6. marts fra kl. 17.
Se hele auktionen.

Tekst og fotos
Kunstnyt.dk
25. februar 2012