Finanskrisen kradsede ikke i The Grand Palais i Paris
Ny imponerende auktionsrekord for
Yves Saint Laurent og Pierre Bergés
samling af impressionistisk og moderne kunst 

Tekst: Søren Holmstrup
Foto: Christie's katalog

Et kig ind i Saint Laurents stilfulde hjem, før det hele solgtes hos Christie's i Paris
På billedet skimtes bl.a. Brancusis skulptur stående til venstre samt malerier
af Léger, Cézanne og Picasso
Kig inden for i The Grand Palais
Se hele kataloget (plejer at blive slettet hurtigt)

Mandag aften 23. februar 2009 var rekordernes aften i »The Grand Palais« i Paris hvor første etape af Christie's auktion over Yves Saint Laurent og Pierre Bergés samling blev skudt i gang. Hele dagen havde kunstinteresserede franskmænd valfartret til »The Grand Palais« for at få et sidste blik på en af de mest imponerende privatsamlinger, der nogensinde er skabt.

Om aftenen gik det så løs og Christie's kunne konstatere at deres bydere havde ignoreret al snak om finanskrisen og da aftenen var omme havde kunst for over 1,35 mia. kr. skiftet hænder. Dette gør Yves Saint Laurent-samlingen til den dyreste privatsamling, der nogensinde er solgt på auktion.

Det gode resultat kom i stand efter at værker af Matisse, Constantin Brancusi, Marcel Duchamp, James Ensor, Piet Mondrian, Giorgio de Chirico og Klee alle blev solgt for verdensrekordpriser. Et af aftenens højdepunkter var Brancusi's tidlige træskulptur Madame L.R, der gik for 191 mio kr. Få af Brancusi's værker i træ er overlevet og et så fornemt eksemplar som dette, med tydelig inspiration i afrikansk kunst, er en sjældenhed.

Den største overraskelse blev Les coucous, tapis bleu et rose af Matisse, der gik for 235 mio kr. Det er en sjældenhed at se værker af Matisse af så høj kvalitet udbudt til salg, og alle katalogets Matisse-malerier gik over vurderingen.

Den eneste skuffelse var at et af Picassos sene kubistiske værker ikke kunne sælges. Vurderingen var da også særdeles ambitiøs 186-223 mio kr. – buddene stoppede ved 156 mio. kr. og værket solgtes ikke. Flere handlende pegede efter auktionen på at Picasso's værker ikke er så sjældne, og det var derfor han denne aften kom til at stå i skyggen af kollegaen Matisse. Udover at auktionen var en succes målt på omsætning må Christie's også have været tilfredse med at kun to værker ikke kunne sælges.

Tirsdag aften, den 24., sælges anden del af samlingen og her kommer blandt andet et par yderst sjældne bronzer fra qing dynastiet under hammeren. De forventes at bringe ca. 150 mio kr. men med den slags sjældenheder er det svært, for ikke at sige umuligt, at sætte en vurdering. Selvom de er lovligt købt og importeret til Frankrig har den kinesiske regering forsøgt at bremse salget, hvilket en parisisk domstol dog har afvist. Eneste chance for at få dem udleveret er at forhandle med Pierre Bergé, der spøgende har udtalt at han gerne afgiver dem til kineserne mod at de følger menneskerettighederne, giver frihed til det tibetanske folk og respekterer Dalai Lama.

Pengene fra salget af samlingen går til Pierre Bergé og Yves Saint Laurents fond og kampen mod AIDS. Foreløbigt er der 1,35 mia. kr. til kampen mod AIDS og det bliver spændende at se hvad de næste dage bringer."

 



Constantin Brancusi (1876-1957):
Madame L.R.
Circa 1914-17.Fotograferet fra fire sider.
Solgt for 29.185,000 Euro inclusiv salær (217,4 mio. kr.)


Henri Matisse (1869-1954):
Les couses, tapis bleu et rose, 1911.
Solgt for 35.905,000 Euro. inclusiv salær (267,5 mio. kr.)


James Ensor (1860-1949):
Le désespoir de pierrot, 1892.
Solgt for 4.993,000 Euro inclusiv salær (37,2 mio. kr.)