Den 18. marts 2009 startede retsagen mod Auktionshuset Ellekildes tidligere direktør og ejer samt dennes samlever. De stod anklaget for at have bedraget Grethe Meyer ved i fællesskab at have købt et maleri som uægte André Derain for 200.000 kr. og solgt det som ægte for 5 mio. kr. til to gallerier, det franske Galerie Bailly og det engelske Stoppenbach & Delestre.

12 retsmøder skulle der til, før sagen sluttede 15. juni 2009 med procedure af forsvarsadvokaterne, Jan Erik Kornerup Jensen for direktøren og Jakob Lund Poulsen for samleveren. Den 10. juni havde anklageren, Janne Mortensen, fremført anklagemyndighedens procedure.

Undertegnede redaktør af Kunstnyt.dk har fulgt samtlige retsmøder, og indledningsvis skal bemærkes, at ingen har gennem Ellekildes levetid fra 1. auktion den 16. november 1993 til den sidste, 10. juni 2006, skrevet mere kritisk om Ellekilde end undertegnede. Det gælder også den aktuelle sag.

Men retssagen har vendt op og ned på det hele. Hvad der ved retssagens begyndelse tegnede til at være en klokkeklar sag, hvor de to anklagede »uden tvivl« havde bedraget Grethe Meyer og »uden tvivl« ville blive dømt for det, har givet så mange nye oplysninger, at det i dag er meget svært at se, hvordan de anklagede skulle kunne dømmes. Og undertegnede må æde meget af egen kritik i sig.

Det omstridte maleri kan tilsyneladende føres tilbage til den berømte parisiske kunsthandler Paul Guillaume (1891–1934). Herefter er det uklart, om det erhvervedes af den danske samler Christian Tetzen-Lund (1852-1936), hvilket fremgår af oplysninger fra Statens Museum for Kunst. Det er dokumenteret, at Tetzen-Lund ejede adskillige arbejder af Derain, heriblandt flere med titlen Paysage, men ingen steder i litteraturen er oplyst en størrelse, som passer til det aktuelle maleri.

Første gang det ifølge litteraturen udstilles er i 1931 på vandreudstillingen »Fransk Genombrottskonst från 1900-talet« i Stockholm, Oslo, Göteborg og København, på Den Frie Udstilling. Herunder katalogteksten, mens selve billedet ikke var gengivet. Ejer er her Lektor Aage Jacobæus' samling.

Det er uklart, hvem Jacobæus køber det af og hvornår. Næste gang maleriet optræder officielt er på Aage og Elin Jacobæus' auktion i 1934 hos Winkel & Magnussen (herunder), hvor maleren Jais Nielsen får hammerslag på 400 kr., købt til svogeren James Meyer. Ved dennes død i 1950 arvet af sønnen Gunnar Meyer, gift med Grethe Meyer, som ved mandens død i 1965 arver det og har det frem til 2004, hvor hun sælger det til Auktionshuset Ellekildes direktør for 200.000 kr.
Bemærk, at der herunder i auktionskataloget under nr. 3 og 4 er proveniens til Tetzen-Lunds Samling, men ikke for det aktuelle maleris vedkommende nr. 5. Bemærk også, at billedets titel er Landskab og malet 1910.

Så hører offentligheden ikke mere til maleriet, før det 3. juni 2006 sættes til salg hos Sotheby's i New York under titlen Paysage à L'estaque, dateret 1906 og vurderet til mellem 3 og 5 mio. kr.
Kort forinden er Grethe Meyer afgået ved døden, men salget opdages af kunsthistorikeren Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst, som nogen tid forinden havde kontaktet Grethe Meyer med henblik på at låne det til den store Derain-udstilling på museet, men her fik at vide, det var solgt til Auktionshuset Ellekilde. Efter forgæves at have forsøgt at få stoppet salget og afmægtigt se det solgt for 6,1 mio. dollars i hammerslag, 36 mio. kr. og omkring 40 mio. med salær, anmeldte Grethe Meyers arvinger Ellekildes direktør til politiet, hvilket resulterede i en tiltale og en retssag løbende over 4 måneder med forsvarets afsluttende procedure 15. juni 2009. Kunstnyt.dk har refereret fra alle retsmøder her, men har i det følgende lavet et sammendrag af sagen med udgangspunkt i forsvarsadvokaternes procedure, så godt som det nu er muligt at følge med og nedskrive næsten tre timers procedure. Da undertegnede ikke kan stenografere, kan det ikke blive nøjagtige citater.

Auktionsdirektørens advokat, Jan Erik Kornerup Jensen, lagde for klokken 9:35 med at henvende sig til »høje domsmandsret« med påstand om frifindelse og nævnte, at han havde stor tiltro til, at retten udelukkende forholdt sig til den bevisførelse, som havde fundet sted i retten, og ikke den megen presseomtale. Han nævnte også, at det var en ulykkelig og usædvanlig sag, som næppe havde sit fortilfælde herhjemme.

Selv om Kornerup Jensen (i lighed med alle andre) havde stor forståelse for arvingerne, så var det ikke deres situation som skulle bedømmes, men ene og alene om de anklagede havde begået bedrageri, og stillede spørgsmålene: Er det omhandlede maleri ægte, og hvis det lægges til grund, vidste direktøren det så, da han købte det af Grethe Meyer?

Herefter redegjorde Kornerup Jensen for straffelovens §279 vedr. vildfarelse, og bemærkede, at havde fru Meyer ikke på købstidspunktet været i vildfarelse, så kan der ikke være tale om bedrageri, og det mente Kornerup Jensen ikke, der var tale om, da maleriet var købt som uægte og solgt som uægte.

Tilfældet Kellermann
Så kom Kornerup Jensen ind på Michel Kellermann, af andre omtalt som »verdens største Derain-ekspert«, men som ikke mindre end tre gange har afvist maleriet som ægte. Kornerup Jensen ville ikke insinuere nogen form for »samarbejde« mellem Kellermann og plejesønnen Stoppenbach, der var medkøber af billedet, men fandt det usædvanligt, at Kellermann først tre gange erklærer maleriet for uægte, og så pludselig skifter mening og gør det til ægte. Nu skal man være forsigtig med at anklage nogen, men da Kellermann var den eneste, som kunne gøre maleriet ægte, kunne man måske i et svagt øjeblik få den tanke, at det udelukkende blev erklæret ægte for at »forære« plejesønnen et større antal millioner. Kvaliteten i billedet ligger der, hvor det lige så godt kan være ægte som en kopi. Kellermann havde tidligere påstået, der fandtes et andet, det originale, men havde det ikke med i sit store trebindsværk om Derain.

Kornerup Jensen kommer efterfølgende ind på vidnernes forklaringer, hvor han især skød med skarpt mod kunsthistorikerne Raaschou-Nielsen og Rikke Warming, som han mente ikke havde passet deres arbejde ordentligt. Også anklageskriftet fik et voldsomt skud fra boven, som han benævnte »aldeles usammenhængende og meningsløst«, fordi anklageskriftet ikke tog stilling til, om maleriet var ægte eller uægte.

Kornerup Jensen bad også Domsmandsretten forholde sig til den kendsgerning, at det var tidspunktet for aftalens indgåelse med Grethe Meyer, den 2. august 2004, som var afgørende for bedømmelsen: Bedrageri eller ikke bedrageri.

I sagen forekommer to håndskrevne breve fra auktionsdirektøren sendt til Grethe Meyer, hhv. 12. maj og 24. juni 2004. Dem har fru Meyers to børn, Annelise Krause Bruus og Torsten Krause Meyer som vidner under strafansvar forklaret, at de aldrig har set. Ikke desto mindre er både Berlingske Tidende og Politiken i besiddelse af brevene, som har været omtalt i begge aviser forud for afhøringen af de to vidner. Politikens Camilla Stockmann påberåbte sig tavshedspligt, da undertegnede ved retsmødet 15. juni spurgte hende, hvem hun havde fået dem fra. »Jeg opgiver ikke mine kilder«, sagde Camilla, hvilket også er helt i overensstemmelse med gældende praksis.

Disse to breve synes at være mere interessante for undertegnede end for anklageren og dommeren. Indholdet af brevene er ikke så vigtigt, men det er efter undertegnedes mening den kendsgerning, at arvingernes advokat, Gangsted-Rasmussen som vidneindkaldt i første omgang nægtede at vidne, men blev det pålagt af dommeren. Da han så senere afhørtes, nægtede han at svare på, om det var ham, som havde udleveret brevene til aviserne. Og det fik han af dommeren lov til. Og anklageren bifaldt dommerens afgørelse.

Nu kan der kun være tre parter, som kan have udleveret brevene: Forsvarsadvokaterne, Gangsted-Rasmussen eller politiet. Første tilfælde er helt udelukket. Så er der tilbage kun Gangsted-Rasmussen og politiet. Er det politiet, så kan de kun have fået dem fra Gangsted-Rasmussen. Så man forstår godt, han ikke ønskede at udtale sig. Men for undertegnede er det en gåde, hvordan han kan få lov til det? Efter undertegnedes mening ligner det falsk forklaring for retten af Grethe Meyers børn, som påstod de aldrig havde set brevene. Her føler undertegnede sin retsfølelselse stærkt krænket.

Kornerup Jensen sluttede sin procedure af med, at anklagemyndigheden ikke på nogen måde havde løftet bevisbyrden for bedrageri begået af auktionsdirektøren, men tværtimod at forsvaret havde bevist, at der ikke var begået bedrageri.

Efter en pause blev det samleverens advokat, Jakob Lund Poulsens tur til at procedere, som i lighed med Kornerup Jensen påstod frifindelse. Lund Poulsen forklarede, at han og kollegaen havde valgt en vis samordning af proceduren for at undgå gentagelser, da de to anklager i vidt omfang var ens. Men i modsætning til Kornerup Jensen gik Lund Poulsen mere i kødet på anklageskriftet, som han, i lighed med Kornerup Jensen, mente udlod at tage stilling til om maleriet var ægte eller ikke ægte. Lund Poulsen mente, det åbenlyst skyldtes anklagemyndighedens vanskelighed med bevisførelsen. Han afviste også, at der forelå en fælles forudgående aftale mellem direktøren og dennes samlever.

Herefter kom Lund Poulsen ind på samleverens oprettelse af et firma i Luxembourg, som anklagemyndigheden havde gjort et stort nummer ud. Ligeledes diverse fakturadatoer, som anklagemyndigheden mente, der var lusk ved.

Lund Poulsen sluttede af med sammenfattende at påstå, at der ikke var ført bevis for, at maleriet var malet af Derain, at der af den grund ikke har foreligget en vildfarelse, at der ikke er lidt noget formuetab, at samleveren har købt maleriet i god tro, at Kellermann tre gange har erklæret maleriet for uægte og at hele forløbet var tilfældigt, uforudsigeligt og upåregneligt for hans klient.

Anklageren Janne Mortensen fremkom med en kort replik, hvor hun fastholdt, at direktøren og hans samlever havde begået bedrageri ved at købe et maleri som uægte André Derain og sælge det som en ægte Derain.

Efter at forsvarsadvokaterne var gået i »enrum« (ude på gangen) i et par minutter, kom de ind for blot at oplyse, at de ikke havde nogen kommentarer til anklagerens replik, og dommeren, Sanne Bager, kunne herefter oplyse, at dommen afsiges 30. juni kl. 13 og erklære mødet for hævet.

Det mener undertegnede:
Derfor kan de anklagede ikke dømmes
Allerede tidligt i sagens forløb syntes anklagemyndigheden at have en dårlig sag.
Pressen var inden retsmøderne hård ved især auktionsdirektøren, men også dennes samlever. Læste man aviser, så var sagen klokkeklar: Begge to skyldige.

Men det kan meget let forklares, hvorfor de to anklagede ikke kan dømmes.
Det kan de ikke, fordi enhver i juni 2004 kunne købe det omtalte maleri af direktøren for 200.000 kr., hvorfor det er indlysende, at direktøren ikke var sikker på, det var ægte. Det var ikke alene prins Henrik, som fik tilbuddet, det gjorde også den senere køber, Bailley. Og alle andre kunne have købt det. Anklageren Janne Mortensen og dommeren Sanne Bager for den sags skyld. Og alle de kunstkyndige, som havde set det udstillet hos Ellekilde, undertegnede inklusive.

Men hvorfor var der ingen køber til billedet? Fordi auktionsdirektøren ikke havde det til salg som en ægte Derain. Var han på det tidspunkt klar over, det var ægte, havde han naturligvis ikke tilbudt det til 200.000 kr.

Da han køber det af Grethe Meyer har »verdens største Derain-ekspert«, Michel Kellermann to gange erklæret det for uægte. Når denne kapacitet erklærer det for en forfalskning, kan man ikke købe det for at være ægte. Og det gjorde direktøren heller ikke. At man giver 200.000 kr. for et uægte maleri lyder ganske vist mærkeligt, men det fortalte de franske købere i retten, at det kunne man godt. Det havde de selv gjort.

Vi ved ikke, om direktøren inderst inde havde en fornemmelse af, at det måske alligevel var ægte, trods Kellermanns afvisninger, og derfor tog en chance. Men for at få det erklæret ægte, kunne han ikke komme uden om Kellermanns godkendelse. Og hvordan kunne han have fået den af en mand, som allerede to gange havde afvist det som ægte, først over for Jens Thygesen i Kunsthallen og derefter over for kunsthistorikeren Raaschou-Nielsen? Og Bailly søgte forgæves efter det i Kellermanns trebindsværk om Derain.

Det som efter undertegnedes mening er altafgørende i sagen, er den uangribelige kendsgerning, at direktøren ikke vidste, det var ægte, dag han købte. Selv om Statens Museum for Kunst havde haft maleriet til undersøgelse i en længere periode, har museet på intet tidspunkt givet en skriftlig erklæring på, det var ægte. Det gør museet aldrig, sagde Rikke Warming i retten. At hun og hendes tidligere kollega, Raaschou-Nielsen begge i retten sagde, at de var ovebevist om, det var ægte, kan ikke bruges som bevis i sagen. Ingen af dem er Derain-eksperter.

Den virkelige skurk i denne ulykkelige sag, hvor den rette ejer, Grethe Meyer og hendes arvinger mistede et millionbeløb, er »Verdens største Derain-ekspert«, Michel Kellermann, som tre gange erklærede maleriet for en forfalskning. Men først efter at have haft en grundig samtale med sin stedsøn, Stoppenbach, som var den ene køber af maleriet, fik han ham overtalt til at udfærdige en skriftlig erklæring et års tid efter samleveren havde solgt det, og som derved ikke kan bruges til noget som helst bevis i sagen.

At samleveren siger ja tak til 5 mio. kr. kan ingen fortænke hende i. På det tidspunkt ved hverken hun eller hendes samlever, om maleriet er ægte. Det påstås ganske vist, at Bailly før salget skulle have sagt, at Kellermann nu havde sagt god for det. Men er det sagt, hvilket er benægtet af begge de anklagede, så var det kun mundtligt og ikke af Kellermann selv. Så den erklæring var så usikker, at den heller ikke kunne bruges til noget.

Om billedet har tilhørt Tetzen-Lund eller ikke, er sagen uvedkommende.

Frifindelse er efter min bedste overbevisning det eneste resultat, retten kan afsige.

Preben Juul Madsen
© Kunstnyt.dk
16. juni 2009

Har anklagemyndigheden i Københavns byret ført bevis for, at Auktionshuset Ellekildes tidligere direktør og dennes samlever har bedraget den tidligere ejer af maleriet herover?
Hvis du mener, det er tilfældet, så stem ja. Mener du ikke, det er tilfældet, så stem nej. Der kan kun stemmes én gang.

Afstemingen startede 16.6.09 kl. 18:15 og sluttede 30. juni 2009 kl. 10:00
I alt stemte 484.
333 stemte ja, 151 nej.