Falsk eller ægte Carl-Henning Pedersen. Frifundet i Frederiksber ret.

Det var tredje gang maleriet var hovedperson. Første gang, i samme byret, fik sælgeren en betinget dom, som blev anket til landsretten, der afviste sagen pga procedurefejl, og sagen skulle så gå om igen. Anklageskriftet omhandlede alle gange straffelovens § 279, bedrageri, med en strafferamme på flere års fængsel.

Ifølge anklageskriftet var en far og datter, Arne Olsson og Karina Olsson bedraget, og den anklagede den kendte kunsthandler Lars Mikkelsen. Politiet ved ikke, hvem der har malet billedet, hvilket kunne tyde på, at deres research er at sammenligne med Lauritz.com's. Flere har erklæret det falsk, blandt andre Finn Poulsen, tilknyttet Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museet. Men er man Carl-Henning Pedersen-ekspert, blot fordi man er bestyrelsesformand ved museet og selv har en større samling Cobra-kunst? Næppe. Finn Poulsen er mere kendt som modemand, fra Bestseller- firmaet samt for bagmandspolitiets politianmeldelse mod ham. Og hvor meget tabte han, da EBH-banken krakkede? Efter sigende har malerens enke, fotografen Sissel Ramson, også erklæret det falsk. Men er hun ekspert i sin mands malerier? Det er hun næppe. På et tidspunkt var maleriet af Lars Mikkelsen indleveret hos overvurderingseksperten Leif Tingkær, Lauritz.com i Odense. Ifølge hans vidneforklaring rettede han henvendelse til Finn Poulsen, som dengang skulle have erklæret maleriet falsk. Men det fortalte Finn Poulsen ikke noget om, da han nogle år senere blev afhørt i retten. Hvis det er korrekt, burde han og Leif Tingkær så ikke allerede dengang have foretaget en politianmeldelse?

Men andre eksperter har erklæret det for ægte, fx fra Bruun Rasmussen. Og maleriet er så godt lavet, at det umiddelbart kan være svært at afgøre, om det er et falskneri.

Herover maleriet, som 3. juli 2012 i Frederiksberg ret
var under anklage for at være en forfalskning fra 1992.
124x104 cm.

Herunder et tilsvarende motiv til salg hos Asbæk, malet
omkring 1982-83. 124x104 cm.

Begge malerier herover har samme mål, 124x104 cm.

Ved indgangen til Frederiksberg ret står Miss Justica, retfærdighedens gudinde med hævet svær. I lighed med gudinden har dommerne i Frederiksberg ofte bind for øjnene. Den sundhedsstruttende gudinde er udført i bronze af billedhuggeren Utzon-Franck (1888-1955).

Man må normalt ikke fotografere i retten, men jeg spurgte dommeren, om jeg måtte fotografere billedets bagside. Det skulle hun lige tænke over. Da hun havde tænkt over det i frokosten, meddelte hun, at det måtte jeg ikke. Det klagede jeg over, og nu kommer der en kendelse.

Jeg har før fået lov at fotografere i Frederiksberg ret, og det virker tåbeligt ikke at måtte fotografere bagsiden.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
4. juli 2012

Ved retsmødet tirsdag den 3. juli afhørtes Lars Mikkelsen, billedets ejere, Karina Olsson og Arne Olsson, Per Hassing Christensen fra Arthouse, som sælger kunst og laver indramninger samt Lauritz.com's store geni, Leif Tingkær.

Lars Mikkelsen forklarede, at han havde købt maleriet for ca. 20 år siden af nu afdøde kunsthandler Arne Ahlburg, Ikast. Han huskede ikke prisen, men billedet var købt sammen med andre til en samlet pris. Lars Mikkelsen havde ikke forsøgt at sælge det i de mellemliggende år, men indleverede det i 2009 til Lauritz.com i Odense, men fik det tilbage, idet Leif Tingkær, ifølge Leif Tingkær, af Finn Poulsen, tilknyttet Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt-museet i Herning, havde fortalt, at det var falsk. At Finn Poulsen skulle have set billedet og dengang erklæret det falsk, oplyste han ikke noget om, da han ved et tidligere retsmøde vidnede. Anklageren spurgte ham heller ikke, hvilket ville have været naturligt. Og ved retsmødet 3. juli 2012 var han ikke indkaldt, kun hans forklaring fra det tidligere retsmøde blev læst op. Her citeredes han for, at han ikke var i tvivl om, at det var en forfalskning. Carl-Henning Pedersen malede ikke så usikkert, han signerede ikke CHP bagpå, og hans figurer smilede aldrig. Hvis det er rettesnor for Carl-Henning Pedersen-forfalskninger, når figurerne smiler, så kan man godt begynde at fjerne en del fra museerne. C-H. P har endda givet flere af sine malerier »smilende« titler. Og det usikre, Finn Poulsen taler om, er de hvide omkransninger af figurerne. Den slags findes også på ægte. Endelig malede C-H. P ikke på lærred fra Malericentralen, som det aktuelle er malet på, sagde Finn Poulsen. Det fremgår så vidt vides ikke af sagsakterne, om politiet i efterforskningen har spurgt Malericentralen. Men det ved man, de ikke har. Hverken den tidligere ejer, Vagn Frederiksen og den nuværende, sønnen Jan Frederiksen, erindrer at have solgt lærred til Carl-Henning Pedersen. Heller ikke til Arne Ahlburg. Men C-H. P kan jo sagtens have det fra anden side.

Detalje fra maleriet. Det er så vidt vides de hvide omkransninger på langs af figurerne, Finn Poulsen
mener er usikkert malet. Men tilsvarende ses på
flere ægte.

Forsvarets vidne, Peer Hassing Christensen, søn af den legendariske rammemand Oluf Christensen, blandt venner Luffe, fortalte som vidne, at han havde skabt forbindelsen mellem Lars Mikkelsen, som havde billedet til indramning hos ham i Arthouse, og den senere køber, Arne Olsson. Peer H.C. vidste, at Arne Olsson var interesseret i Carl-Henning Pedersen, vidste, at han havde købt og solgt flere af ham.

Arne Olsson bekræftede som vidne dette, og fortalte, at han ikke kendte Lars Mikkelsen, men havde ringet til ham. Han var så 12. juni 2009 kommet med billedet i Olssons nu nedlagte galleri i Smallegade 28 på Frederiksberg, og de blev enige om en pris på 120.000 kr.
Arne Olsson har hele tiden været overbevist om, at der er tale om et ægte Carl-Henning Pedersen. På et tidspunkt havde det været udstillet i galleriet til en pris på 400-500.000 kr. Da det ikke blev solgt, besluttede han og datteren, Karina Olsson, som havde part i billedet, at sende det på auktion hos Bruun Rasmussen. Her kom det på auktion 811, marts 2010, gengivet i kataloget, men nåede aldrig med på eftersynet, hvorfor ingen fik billedet at se. Bruun Rasmussen trak det ud, da Finn Poulsen havde set det i kataloget, og fortalte Bruun Rasmussen, at det var falsk. Man kan så undre sig over, at Finn Poulsen ikke reagerede året tidligere, da han så det hos Leif Tingkær i Odense, men først nu ud fra kataloget.

Arne Olssons datter fortalte i retten, at hun havde været lidt skeptisk og ked af, at maleriet ikke før købet var undersøgt nøjere. Hun var uddannet kunsthistoriker, men ikke ekspert i C-H.P. Hun mente dog, at han bagpå altid signerede i blåt. Men det er ikke tilfældet, han brugte i vid udstrækning en sort spritpen.

Leif Tingkær fra Lauritz.com var igen indkaldt som vidne, for tredje gang. Da han var afhørt, krævede han meget naturligt kørselsgodtgørelse udover de fyrstelige 80 kroner, man får som vidne. Men han ville også have penge for tabt arbejdsfortjeneste. Da det skal begrundes, kunne det være interessant at se hans begrundelse. Han er selvstændig og har personale til at passe butikken, mens han har været i København. Så hvad kan han have tabt?
Da dommeren ikke kunne høre, hvad han sagde, bad hun ham flytte nærmere mikrofonen, men det kunne han ikke, da noget af ham stødte mod bordkanten. For andre var det meget svært at høre ham, hans tale mindede meget om det, man betegner mumle-tv. Undertegnede kunne simpelthen ikke høre ret meget at det, han sagde. Men afhøringerne bliver båndet, så måske kan nogen tyde hans mumlen.
Han gentog, at han syntes maleriet var godt, men havde henvendt sig til Finn Poulsen (hvilket Finn Poulsen som nævnt ikke har nævnt) og fået at vide, at billedet var falsk, men at det var en løs argumentation. Han havde så sagt til Lars Mikkelsen, at han skulle gå andre vej. Så spurgte forsvarsadvokaten, Henrik Dupont Jørgensen, om han var bekendt med, at Bruun Rasmussen havde vurderet det. Nej, det er jeg ikke, svarede han.

Efter godt et par timer afsagde de to domsmænd, som begge var mænd, og dommeren, som ifølge retslisten hed Poul Kejlskov Egan, men lignede en kvinde, dommen: Frifundet.
Begrundelsen var, at de tre dommere ikke kunne afgøre, om maleriet var ægte eller falsk. En rigtig dom, men en dom, der giver ejerne, Karina og Arne Olsson, store problemer. For hvad skal de stille op med en dom, som ikke klart siger ægte eller falsk? Enten er maleriet ægte eller også er det falsk. Det kan ikke være noget midt imellem.

Anklagemyndigheden havde krævet 6 måneders fængsel.
Bagefter roste Birgitte Matthiesen forsvarsadvokatens procedure. Den var god, sagde hun. Ikke højt, men til undertegnede. Hun var en humørfyldt kvinde med humoristisk sans. Alle tilstedeværende talte meget sammen, mens der i over to timer ventedes på dommen.

Kan Arne Olsson og Karina Olsson andet end hænge maleriet op hjemme og glæde sig over det? Vil de sælge det, bliver de nødt til at fortælle om retssagen. Og hvem vil købe et maleri, man ikke ved, om er ægte eller ikke ægte? Meget uheldig afgørelse.

Men måske anker anklagemyndigheden til landsretten, som de har 14 dage til. Så kan der vendes op og ned på det hele.

Sagen ankedes og behandles ved landsrettens 5. afdeling under sagsnr. S-2275-12. Der er berammet hovedforhandling den 18. januar 2013.

Læs her, hvordan politiet håndterede en tidligere sag.