Falske eller ikke falske
 van Gogh


Klik på billedet for at se det større.
Billedet herover, et af van Goghs talrige solsikkemotiver, er malet i slutningen af januar 1889. Proveniensen, det vil sige tidligere ejere m.m., er så fornem, som den kan være. Første ejer var van Goghs egen bror og kunsthandler, Theo, som fik det sendt fra Arles til Paris den 2. maj samme år.

Gennem årene vandrede maleriet fra ejer til ejer, efter Theos død først til enken Johanna van Gogh-Bonger, hvorefter mindst otte personer har ejet det.

Den 30. marts 1987 dukkede det op hos Christie's i London fra boet efter afdøde Mrs. Helen Chester Beatty, hvor det satte ny verdensrekord for et maleri med en pris på 22,5 mio. pund, i danske kroner 247 mio., en pris der har holdt det på top ti-listen indtil sæsonen 2000. Billedet har lige siden været i japansk eje og kendes som Yasuda-Solsikkerne.

Men en sommerdag i 1997, i juli-august-nummeret af tidsskriftet Art Newspaper, stod der pludselig: 45 falske van Gogh. Og i selve artiklen hed det sig, at der var mindst 45.

Et af dem var Yasuda-Solsikkerne, ejet af et forsikringsselskab i Tokyo. Nu blev der skrevet kilometervis om sagen. Og i en stor tv-udsendelse blev der gjort store anstrengelser for at gøre billedet til en kopi, der aldrig havde været i nærheden af van Goghs pensler. Og naturligvis farede den engelske journalist, Geraldine Normann, der har skrevet flere bøger og mange artikler om kunstsvindel, til tasterne og forsvarede anklagen om det falske van Gogh.

I maj 1998 afholdtes et seminar med deltagelse af over 100 van Gogh-eksperter (er der virkelig så mange van Gogh-eksperter?). De var ikke lige enige allesammen, men som en af de mere kendte eksperter, Dr. Walter Feilchenfeldt,  sagde: "Vi ved alle, at Yasuda-Solsikkerne er ægte. Det er kun, fordi journalister elsker sensationer og falskneri-sager".

Efterfølgende blev der sagt for og imod, og i foråret 2000, i samme Art Newspaper, hed det sig så, at den tyske kunsthistoriker, Dr. Roland  Dorn, havde fundet ud af, at det meste af billedet var ægte, men at maleren Emile Schuffenecker, som havde købt billedet i starten af 1900-tallet, havde "forskønnet" det visse steder. Det var især den knækkede gren i højre side af billedet og flere visne blade, der fik nogle til at tro, det var falsk. Van Gogh malede altid efter helt friske blomster, var et af argumenterne.

Men foreløbig er der altså tale om, at en del af billedet er malet af en anden end van Gogh. Måske får andre en anden mening i fremtiden.

Kunsteksperter og falske van Gogh.
Der har altid været uenighed om van Gogh-arbejder
På den fornemme Victoriastrasse i Berlin åbnedes i 1927 Kunstgalerie Otto Wacker, et firma med planer om salg af verdenskunst og udgivelse af kunsthistoriske bøger. Blandt galleriets åbningstilbud var flere malerier af van Gogh, som på det tidspunkt var begyndt at blive et investeringsobjekt. Galleriet solgte pænt af billederne, som suppleredes op med nye hele tiden.

Den hollandske kunsthistoriker J.-B. de le Faille havde længe arbejdet på et oeuvre-katalog over van Goghs produktion, og da det fire-binds store værk udkom i efteråret 1928 var medtaget 30 ukendte van Gogh-arbejder, alle med en proveniens førende tilbage til kunsthandler Otto Wacker. Og kun til ham. Kunsthandlere går ofte stille med dørene, farer sjældent på og anmelder kolleger. Men informationer har det med et spredes hurtigt i branchen. Derfor kom det også le Faille for øre, at de to ejere af det kendte Galerie Paul Cassier, ligeledes beliggende i Victoriastrasse, havde fået tilbudt fire van Gogh-malerier ef Otto Wacker, men et de begge havde erklæret dem for grove forfalskninger. Det fik le Faille til et foretage grundigere undersøgelser, og nogen tid efter forelå fra ham den foruroligende meddelse, et han stillede sig tvivlende over for ægtheden af de fra Wacker hidrørende 30 "van Gogh"-arbejder.

Le Failles indrømmelse blev naturligvis en sensation i pressen, men Otto Wacker fastholdt, at billederne var ægte og at han havde erhvervet dem fra en aristokratisk russisk familie. Ægtheden blev bakket op af andre eksperter, bl.a. van Gogh-"kenderen" Meier-Graefe, kunstkritiker ved Frankfurter Zeitung, kunsthistorikerne Rosenhagen og Blumenreich m.fl.

Politiet fik imidlertid interessere for sagen, og de virkelige kunstkendere begyndte nu også at blande sig, ligesom flere af Wackers kunder krævede pengene tilbage. Blandt de 30 malerier var der fire selvportrætter, mens øvrige var landskaber og opstillinger, alle i van Goghs vante stil. Kunderne havde i de fleste tilfælde været andre kunsthandlere, der så havde solgt billederne videre. I en pressemeddelelse oplyste Wacker, at han ville retsforfølge le Faille og alle, der viderebragte dennes beskyldninger. Wacker fik endnu en "ekspert" konservatoren Mijnheer de Wilt, til et udtale, at billederne var ægte, idet denne fastslog, at de var malet for mere end 30-35 år siden, på et tidspunkt, hvor ingen ville finde på at forfalske van Gogh.

                         
I 1931 idømtes tyskeren Otto Wancher 19 måneders fængsel for at have solgt 30 van Gogh-forfalskninger. Herover et udvalg sat frem i retten.

Der blev efterhånden ro om sagen, men den 4. september 1931 rejstes pludselig sigtelse mod Otto Wacker for bedrageri ved i årene 1925 til 1928 et have solgt 30 malerier til en gennemsnitspris af over 10.000 mark, billeder der alle havde givet sig ud for et være originale værker af Vincent van Gogh. Undersøgelser godtgjorde, et både Wacker selv og flere i hans familie var malere og konservatorer, og at der hos en af dem var fundet et påviseligt falsk van Gogh.

Eksperterne uenige
Retssagen mod den 33-årige Otto Wacker begyndte i Berlin den 6. april 1932, og blandt vidnerne var kunsthistorikeren le Faille, kritikeren Julius Meier-Graefe, adskillige andre kendte eksperter, Wilhelm Vincent van Gogh (van Goghs nevø, søn af Theo van Gogh), en direktør fra det berømte New Yorkgalleri Wildenstein & Co, samt den danskfødte maler Emil Nolde. "Eksperterne" var i retten vildt uenige. Le Faille, der i sin oeuvre-fortegnelse først havde erklæret alle 30 malerier for ægte og derpå udsendt en erklæring om, et de var falske, stod nu frem i retten og fortalte, et han ved nærmere eftertanke mente, et fem af malerierne alligevel var ægte. En ekspert talte om van Goghs slagskygger på dennes solskinsbilleder, en anden, at han aldrig havde set slagskygger på van Goghs billeder. Vidneafhøringen af eksperterne efterlod den helt store forvirring, som faktisk ikke rigtigt kunne bruges til noget. Men tilsyneladende troede retten mest på konservator Ruhemann fra statens preussiske museer, der ved røntgenundersøgelser havde fastslået en markant uoverensstemmelse mellem de 30 "falske" og de garanteret "ægte", der var undersøgt. Retten fandt Otto Wacker skyldig og idømte ham et års fængsel. Ved næste retsinstans blev straffen imidlertid sat op til et år og syv måneder, en bøde på 30.000 mark, samt tre års fortabelse af borgerlige rettigheder. Wacker nægtede til det sidste sin skyld, og man fandt aldrig ud af, hvem der havde malet billederne.

                                     

Tetzen-Lunds van Gogh-Løg
Grosserer Chr. Tetzen-Lund (1852-1936) havde gennem årene erhvervet sig en fornem samling af danske og udenlandske topnavne. Gauguin, van Gogh, Renoir, Cézanne, Manet, Monet, Henri Rousseau, Matisse, Toulouse Lautrec var nogle af dem. To af de bedste var Henri Matisses Portræt af Madame Matisse, 1905, et billede i olie og tempera, samt Pablo Picassos gouache og akvarel Omfavnelsen, ligeledes fra 1905. Begge solgtes i sin tid fra Tetzen-Lunds auktioner, første i 1934, det andet i 1936, og tilhører i dag Statens Museum for Kunst.

Tetzen-Lund havde også anskaffet sig et maleri signeret Vincent, købt for et være et ægte arbejde af van Gogh. Les Oignons, 'Løgene', hed det, og var i 1919 købt i udlandet for et beløb svarende til ca. 6.500 kr. På Tetzen Lunds store auktion i 1934 fik billedet 'hammerslag' på kun 1.000 kr., men blev i realiteten tilbagekøbt. På hans efterfølgende dødsbosauktion i 1936 var billedet imidlertid ikke med, og det fortælles, et hans husbestyrerinde havde fået det som gave. Det forholdsvis lille maleri, 34x42 cm, dukkede så op igen i 1973 i Kunsthallen i København, hvor det solgtes som ubekendt for 4.800 kr. til en dansk kunsthandler. Denne solgte det videre til en udlænding, som lige siden har rejst verden rundt for et få det anerkendt som ægte van Gogh. Men indtil nu er det ikke lykkedes.

                                     
                     van Gogh lavede ikke litografier. Dette er et simpelt tryk

Litograflærlingenes practical joke
Også den svenske kunsthandler Fritz Bülow har prøvet at farte rundt efter en van Gogh-ægthedserklæring, til museer, auktionshuse m.m. Han havde nemlig en farvelitografi, som også var signeret Vincent, et landsbymotiv med røde hustage, direkte efter et af van Goghs kendte malerier. Ingen kunne fortælle ham noget om billedet, hvorfor han fik kunstkritikeren Gunnar Jespersen til et omtale sagen i Politiken den 8. august 1988. Det resulterede i en venlig opringning fra en ældre dame, der påstod, at det var lavet i 1940'erne på Gutenberghus af to litograflærlinge, den ene hendes svoger. Den slags er jo bare pragtfuldt. I øvrigt er van Gogh til alle tider blevet kopieret og forfalsket, men det meste er af en ubehjælpelig kvalitet.

Det originale maleri har siden 1903 tilhørt Ateneimin Taidenmuseo i Helsingfors.

© kunstnyt.dk