Erik Haaest' anmeldelse af bogen
»Retssagen om et formodet maleri af André Derain«
Desværre halter anmeldensen adskillige steder.



Erik Haaest, i midten, i samtale uden for Frederiksberg Bibliotek
for nogle år siden i forbindelse med et foredrag af Dines Bogø
om dobbeltmordet på Peder Bangsvej i 1948.
Haaest har selv skrevet en bog om dette stadig uopklarede mord.


Herunder Erik Haaest' anmeldelse af Derain-bogen med forfatterens kommentarer i højre spalte.

Preben Juul Madsen:
Retssagen om et formodet maleri af
André Derain" 160 sider, gennemillustreret, Vejl. pris 198,- (Forlaget Kunstnyt.dk 2011)

I mine 53 år som kriminalreporter har jeg i landets retssale overværet masser af små justitsmord. I denne bog advokerer den i kunstkredse kendte og ansete journalist Preben Juul Madsen for en bestemt by- og landsretsdom, som værende justitsmord - ikke i småtingsafdelingen: To københavnske kunsthandlere får hver 1 års ubetinget fængsel og de skal betale dels til arvingerne i et dødsbo 4.000.000 kr (fire millioner kroner), dels en langvarig retssags utvivlsomme omkostninger i millionklassen.
Dommen synes ikke at byde på et eneste bevis. Tværtom dokumenterer de fremlagte beviser og vidneudsagn nærmere de dømtes uskyld. Anklagemyndigheden har kort sagt 'ikke formået at løfte bevisbyrden'. Så burde der ifølge vestlig retspraksis dømmes frifindelse.

Når jeg IKKE er 100% enig med den ret så skråsikre forfatters brug af ordet 'justitsmord', skyldes det, at både dommere og nævninge også har lov at være mennesker. At fejle er nu en gang menneskeligt. Sagens udvikling og dens hovedpersoners opførsel i og udenfor retten kan næsten ikke have medført andet blandt dommerne end dyb afsky for kunsthandlerparret.
Det er nok nærmere det, de er blevet dømt for.
Men straffeloven hjemler ikke ret til at dømme for noget sådant.

Enhver, der læser denne bog, sidder efter sidste side med en krystalklar fornemmelse af, at de to kunsthandlere har franarret en 91-årig hovedrig kvinde et maleri til underpris, fordi ingen har evnet at afgøre, om værket er en ægte eller en uægte André Derain (kendt fransk 1900-tals kunstmaler).
De har købt det som uægte og solgt det til en parisisk kunstkender for 5.000.000 kr. (fem millioner kroner), fordi han har indset, at det var ægte. Og havde forbindelser til at få en ægthedserklæring. Hæderligere folk end kunsthandlerparret ville have studset og overvejet sagen. Men gridskheden fik overtaget, og de oprettede sporenstregs et fidus-anpartselskab i Luxembourg - formentlig for ikke at komme til at betale skat af fortjenesten i Danmark. Eller se dansk presse afsløre prisstigningen fra 200.000 kr. til 5.000.000 kr.

Den helt store skandale har parret intet med at gøre, men det chokerer nok både dem og rigdamens arvinger, da de en dag erfarer, at maleriet er blevet solgt på auktion i London for 34.000.000 kr. (fireogtredive millioner kroner)

Jeg har på et tidspunkt ud fra et overfladisk gennemsyn af bogen kaldt kunsthandlerparret for 'et par pæne mennesker'. De ord vil jeg tage i mig. For mig at se - efter nærlæsning af bogen - er de et par utiltalende platugler.

Men det er rigtigt - som påpeget af forfatteren - at dommere skal dømme efter loven - og efter loven er der ikke ført bevis for anklagerens påstand.

Dommerne har dømt parret efter dets opførsel, væremåde, oplagte løgne og forskellen på parrets utiltalende attitude overfor de pæne danske, franske og engelske kunstkendere, der var vidner i retssagerne. [Et af de danske vidner nåede tilmed at fastslå sit private venskab med prins Henrik, som han henved 50 gange omtalte som 'Hans kongelige Højhed Prins Gemalen' (En hidtil ukendt titel)]

Anmeldte bog giver sig ikke ud for en uvildig rets- og kunstreportage, men som Preben Juul Madsens meget personlige holdning. Han er i branchen berømt/berygtet for aldrig at lade sig lokke til ikke at udtale sin ærlige mening.
Denne mening kan man være enig eller uenig i. Jeg har prøvet at lade min sunde fornuft råde.
Som lægmand vil jeg sige, at jeg forstår, at mine ligeså kunst-uvidende kolleger har valgt den sunde, bondesnu holdning: Er du i tvivl. så lad være! De har de valgt den nemme løsning ikke at omtale forfatterens 'kampskrift'.

Den holdning er 'tøset', men forståelig i en presseverden, hvor folk - fra redaktøren til yngste elev - ansættes for at videregive TV- & radiostationens/avisens opfattelse.
Og blandt de politisk korrekte 'på Meningsbjerget' er kritik ikke velset af dommere, frimurere, kongelige og Konservative støtter af Gud, dronning og fædreland.

Selvfølgelig har Preben Juul Madsen ret.
Men som så mange andre kritikere af 'systemet' får han det ikke.
PS: Måske er den kendsgerning at jeg skriver dette lige ud, en bitter pille at sluge for 'de politisk korrekte'.
Men jeg er dem kun en småsten i sommersandalen.
De ryster fødderne - men de ryster aldrig på hænderne.

Erik Haaest

Haaest' homepage

 Erik Haaest har skrevet 40 bøger, alle spændende læsning. Hans seneste, »Amagermanden«,  har jeg anmeldt her.
Han er en blændende fortæller, skriver lige ud ad landevejen.

Det er ikke, fordi Haaest og jeg har tilbragt megen tid sammen, men for ikke så mange år siden holdt min kone, Lotte, og jeg jul på Malta. En dag ringede telefonen på hotelværelset. Det var Erik Haaest. »Jeg hører, du er på Malta. Det er Gurli og jeg også. Kan vi ikke ses?«.

Vi inviterede på middag på hotellet, og havde alle fire en rigtig hyggelig aften sammen.

Nu har Haaest anmeldt Derain-bogen, og teksten  er indimellem noget selvmodsigende.

»Dommen synes ikke at byde på et eneste bevis«, skriver Haaest. Nej, det gør den bestemt ikke. Så ordet synes synes overflødigt.

»Så burde der ifølge vestlig retspraksis dømmes frifindelse«, fortsætter Haaest. Ja, mon ikke!

Men alligevel mener Haaest ikke, der er tale om justitsmord, og skriver noget, som jeg ikke fatter en brik af: » ... både dommere og nævninge også har lov at være mennesker. At fejle er nu en gang menneskeligt.«

Hvis dommen skyldes en fejl, så erklærer Haaest alle dommerne for ekstremt dårligt begavede. Det samme må så politiet, som efterforskede sagen, være. Og naturligvis de to anklagere.

» ... enhver, der læser denne bog, sidder efter sidste side med en klar fornemmelse af, at de to kunsthandlere har franarret en 91-årig hovedrig kvinde et maleri til underpris«, som Haaest skriver, er helt ufatteligt. Hvis nogen har den fornemmelse, så kan det kun skyldes, at de ikke forstår, hvad de læser. De to dømte har på ingen måde franarret Grethe Meyer hendes maleri til en underpris. Tværtimod fortæller køberne i Paris, at der er givet for meget.
Det står sort på hvidt. Og det er ikke noget, jeg digter, det fremgår af retsudskriftet, som jeg ikke har skrevet.

Og det var ikke noget fidus-anpartsselskab, de dømte oprettede i Luxembourg. Hvor har du det fra, Erik?

Når de ikke har noget med den helt store skandale at gøre, som Haaest skriver, hvordan kan de så blive dømt?


Efter nærlæsning af bogen erklærer Haaest de dømte for »et par utiltalende platugler«. Den er grov, Erik! Du har ikke læst bogen grundigt nok. Det er helt andre, som er platugler.

Og helt uforståeligt bliver det, når Haaest skriver: »Men det er rigtigt - som påpeget af forfatteren - at dommere skal dømme efter loven - og efter loven er der ikke ført bevis for anklagerens påstand.«

Mere uforståeligt. Hvis dommerne har » ... dømt parret efter deres opførsel, væremåde, oplagte løgne og forskellen på parrets utiltalende attitude overfor de pæne danske, franske og engelske kunstkendere ...«, så har vi jo netop et klokkeklart justitsmord. Men jeg forstår ikke det med deres opførsel, væremåde og oplagte løgne. Hvilken opførsel? Hvilke oplagte løgne? Og hvilken utiltalende attitude over for kunstkendere. Det er helt ude i hampen, Erik.
De dømte er anklaget for bedrageri ved at de på købstidspunktet vidste, at maleriet var ægte. Og det er det, de er dømt for, det alene. Og det er der ikke, som Haaest også påpeger, ført bevis for. Altså et klokkeklart justitsmord.

»Anmeldte bog giver sig ikke ud for en uvildig rets- og kunstreportage, men som Preben Juul Madsens meget personlige holdning«, skriver Haaest.
Her kører Haaest totalt af sporet. Intet sted i bogen, efter domsafsigelserne, er der tale om forfatterens personlige holdning. Ikke bare noget, der ligner. Beviset på det ondskabsfulde justitsmord er udelukkende dokumenteret med dommernes egne ord. Det er ganske ubegribeligt, at man kan påstå, at bogen er udtryk for min personlige mening.


Når den gennemdovne skodpresse har ignoreret bogen, er det forståeligt. De har uden egen research blot kritikløst videregivet dommernes fupdom. Og så kan de naturligvis ikke efterfølgende indrømme, at de er fæhoveder. Man kan diskutere, hvem der er de største forbrydere i denne ildelugtende sag: Dommerne eller skodpressen.

Preben Juul Madsen
3. oktober 2011