Vilhelm Hammershøi på Royal Academy of Art, London 28.6.-7.9. 2008

Vilhelm Hammershøi: »Interiør med kvinde ved pianoet, Strandgade 30«, 1901. Maleri på lærred. 55.9 x 45.1 cm. Privatsamling.
Solgt hos Sotheby's, London juni 1989 for 2.604.000 kr.
Solgt igen hos Sotheby's, New York, 13. oktober 1993 for kun 582.200 kr. To besynderlige salg, et ordentligt dyk i pris på 4 år. Men de første år af 90'erne var meget dårlige for ikke alene dansk men også international kunst.

Vilhelm Hammershøi: »Fra det gamle Christiansborg«. 1902. 117x139 cm.
Solgt hos Christie's i London marts 1988 for 2.370.000 kr.

Se video fra udstillingen

© kunstnyt.dk og Søren Holsmstrup

Vilhelm Hammershøi (1864-1916) er en sjælden gæst på den anden side af den engelske kanal. Hvis ikke vi skal spole tiden helt tilbage til den store skandinaviske udstilling »Dreams of a Summer Night« fra 1986 er det eneste sted hvor briterne har kunnet se (og købe) Hammershøis malerier auktionshusene Christie's og Sotheby's. Selv om det dog må betegnes som en sjældenhed at se hans værker på auktion.

Den retrospektive udstilling i London viste hele 71 arbejder af Hammershøi, de fleste tilhører museer i Danmark og er dermed ikke helt fremmede for hyppige museumsgæster, men det er lykkedes for Royal Academy of Arts at få gode værker til den engelske hovedstad – bidragene er kommet fra en række private samlere og et par større museer herunder Musée d'Orsay og Louvre i Paris og Guggenheim- museet i New York.

Udstillingen guidede os gennem Hammershøis liv i fem facer, een i hver af salene i den berømte Sackler Wing på Royal Academy. Til at starte med fik vi et sjældent indblik i nogle af Hammershøis tidligere værker, hvor han eksperimenterede med portrætter og landskaber. De er vellykkede og man kan allerede her se nogle af de træk, der kom til at karakterisere hans kunst – enkelhed og dæmpet palette. På daværen- de tidspunkt var det en udbredt opfattelse at Danmark ikke var klar til Hammershøi, han solgte bedre i udlandet og anerkendelsen skulle også høstes der.

Næste sal viste nogle af de værker Hammershøi lavede efter hans udenlandsrejser. Vi så blandt andet det græske relief (Louvre, Paris) som Hammershøi malede på sin bryllupsrejse til Paris. Dette var dog en enlig svale og det skulle blive London og især James Abbott McNeil Whistler, der skulle blive den store inspirationskilde for Hammershøi. Både når det kommer til motiv og farvevalg ligger Hammershøi tæt op ad Whistler. Med Vermeers værker i klar erindring efter undertegnedes besøg på National Gallery dagen forinden, står det også klart at Hammershøi samlede inspiration hos den hollandske mester.

I de næste sale blev vi guidet gennem Hammershøis tid først i Strandgade 30 og senere i nr. 25, hvor han malede sine senere værker. Det er her Hammershøi virkelig brillerer. Han formår med stringent komposition og grå, sorte og hvide toner at skabe et rum hvor man kan fornemme, at der ikke rører sig en vind. Alt er stille og melankolsk fordi Hammershøi ofte fjernede møbler og andre effekter der ikke lige passede ind. Det betyder, at nogle af de stuer han malede bestemt ikke ligner et almindeligt hus i starten af 1900-tallet, hvor stilen var klunkepræget. Den Strandgade som Hammershøi viser os fuld af melankoli var sikkert et hyggeligt sted fuld af liv og larm. Endnu et eksempel på hvordan Hammershøi trækker alt liv ud af et ellers befolket sted er maleriet ved Gentofte Sø (privat samling). Her kan man se Kongevejen i baggrunden og selv i 1903 var det en af de mere trafikerede indfaldsveje til København. Hammershøi har ingen intentioner om at vise tingene som de er, og fjerner med et snuptag al trafik og mennesker og efterlader blot en grå stribe med nogle små træer.

I Hammershøi sidste år flyttede han lidt længere ned ad Strandgade til nr. 25 og det skulle være her hans sidste værk blev udført i 1915, året før sin død. Det viser hustruen Ida, som sidder med sit sytøj ved spisebordet. Igen har der for Hammershøi været inspiration at hente hos Vermeer. Efter sin død gik Hammershøi i glemmebogen. Folk opfattede ham som gammeldags og hans gråtoner var for triste i en ny tid med farvestrålende impressionister. Første i slutningen af 70’erne blev Hammershøi igen fundet interessant og nu får vi så lov at se et bredt spektre – ikke af farver - men af malerier i London.

Søren Holmstrup, London september 2008