Den fremragende kopist
Ove Hvistendal fældet af
Copy-Dan

olehvi1.jpg (15430 bytes)

Maleren Ove Hvistendal anholdes og føres blidt ud fra galleriet af politiet. Inde i galleriet  skimtes lige et selvportræt af Rembrandt, ikke malet af Hvistendal. Det fik imidlertid lov til at stå på staffeliet. Rembrandt havde været død i mere end 70 år, så det var COPY-DAN uvedkommende.
Med mellemrum dukker der store mestre op udi kunsten at kunne kopiere de største verdensnavne, så det umiddelbart kan være svært at se forskel på ægte og falsk.

I Danmark har vi haft flere af den slags mestre. En af dem er Ove Hvistendal, der smagte berømmelsens sødme, da han i 1992 blev afsløret i at have malet en Carl-Henning Pedersen- forfalskning. Det kostede ham en betinget dom, mens kunsthandleren, der solgte billedet, måtte nogle måneder bag lås og slå.

Hvistendal fik imidlertid så meget reklame ud af sagen, at han blev en endog meget travl herre. Han nåede også at afholde et par store udstillinger. Den første i december 1993 på Strandvejen i Hellerup, hvor man kunne erhverve kopier efter Asger Jorn, Richard Mortensen, Lichtenstein, Carl-Henning Pedersen, Hans-Henrik Lerfeldt (den bedste) Miró, Gauguin, van Gogh, Dali og andre. Til priser fra 4.800 kr. og op til 28.000. Denne udstilling forløb uden problemer af nogen art.

Det gjorde den næste imidlertid ikke. I marts 1995 gik det galt, da han udstillede i et galleri i Charlottenlund. COPY-DAN havde indgivet politianmeldelse mod Hvistendal og galleriet, som blev stormet et par dage efter ferniseringen og de fleste billeder fjernet, hvoraf flere allerede var solgt. Sagen tog over to år, og resulterede i »beskedne« bøder. Hvistendal blev dømt for krænkelse af ophavsrettighederne, og siden har han ikke udstillet kopier.

Som det er tilfældet med andre gode kopister, så er de mesterlige til at kopiere andre, men har meget svært ved at lave selvstændige værker af samme kvalitet. Retssagen har nu fastlagt, hvad man må og hvad man ikke må. 

Der ses formentlig ikke flere udstillinger af Hvistendal, der krænker ophavsretten.

olehvi2.jpg (11037 bytes)
Her føres Ove Hvistendal bort  fra galleriet (uden håndjern) af tre politifolk.
olehvi3.jpg (10486 bytes)
Og her sidder han lunt og godt i politibilen, som bortset fra den røde farve var meget diskret. Imens fyrer Ekstra Bladets fotograf og en anden løs. Uden for billedet optager TV.


© 2000 Kunstnyt
.dk
Preben Juul Madsen
olehvi4.jpg (11842 bytes)
Her bæres et af Ove Hvistendals mesterværker ud fra galleriet af politiet. Bagpå billedet står: Frit efter...
olehvi5.jpg (12008 bytes)
Nogle af billederne var så store, at der måtte en høj 3x34 kassevogn til at transportere dem væk. Billedet ligner til forveksling et originalt maleri af Cobra- maleren Pierre Alechinsky, men er en ægte Hvistendal-kopi. Hvis ikke billedet var fjernet, var det blevet solgt for omkring 30.000 kr. Et ægte ville næppe kunne fås under millionen.N

olehvi6.jpg (8442 bytes)
Det eneste falske billede på udstillingen var denne litografi signeret Appel, som politiet imidlertid ikke ænsede. Publikum havde lejlighed til at gætte, om det var ægte eller falsk. Langt de fleste, bl.a. Ekstra Bladets kunstekspert, Alex Steen gættede forkert. Men det var også en svær, nærmest umulig opgave. Billedet var et ud af en serie, som et par år tidligere var afsløret som falske af en tysk kunsthandler. På fotoet er det den legendariske kunsthandler Gunnar Mikkelsen, der studerer det godt lavede falskneri..

olehvi7.jpg (13430 bytes)
Ekstra Bladets Alex Steen, nr. to fra venstre, sammen med fotografer uden for galleriet.