Christen Købkes forkastede receptionsstykke
Guldaldermaleren Christen Købke hører ikke til de mest forfalskede malere herhjemme. Det skyldes sikkert hans forholdsvis beskedne produktion, og at denne i store træk er registreret i Emil Hannover og Mario Krohns værkfortegnelser. Skønt Købke regnes for vores fornemste repræsenstant for guldaldertiden, så opnåede han skammeligt nok ikke at blive medlem af Akademiet. Den 19. oktober 1846 forkastede Akademiets 17 mands store bedømmelseskomité, med ti stemmer mod syv, Købkes billede fra Capri.

Det er meget lidt, kunstlitteraturen omtaler dette billede. Kunsthistorikeren Emil Hannover var den første, i sin store Købke-bog fra 1893 (altså 47 år efter det er malet), og i 1915 kom Mario Krohns bog, her med maleriet gengivet. Tilsyneladende! Fra disse bøger vidste man, at det billede, som ansås for at være receptionsstykket, var i etatsråd Salomonsens samling. Offentligheden har ikke hørt så meget til maleriet, før  Bruun Rasmussen i januar 1985 fra en af Salomonsens arvinger fik det under hammeren. Midt under auktionen skete imidlertid det "dramatiske", at der blev nedlagt fogedforbud mod at det solgtes, idet en anden person, en mand i 40'erne, gjorde krav på at have det originale. Stor opstandelse.




Det øverste er det originale. Men det nederste er det, der er gengivet i Krohns Købke-bog fra 1893. Billederne er mere ens i farverne, end det fremgår af gengivelserne. Den mest iøjnefaldende forskel er vinduet i tårnet på kopien.

Et stykke tid forud for auktionen var sket det, at den pågældende mand havde rettet henvendelse til Statens Museum for Kunst, til Glyptoteket og til Bruun Rasmussen for at få bekræftet, at hans billede virkelig var identisk med Købkes receptionsstykke fra 1846. Hans billede var helt klart det samme, som gengivet i Krohns bog, og ud fra det havde både Jesper Bruun Rasmussen og Anne-Birgitte Fonsmark fra Glyptoteket udfærdiget skriftlige ægthedserklæringer. Statens Museum for Kunst udstedte ikke noget papir, idet Bente Skovgaard ville "komme tilbage" med nærmere oplysninger, hvilket sikkert på grund af travlhed ikke skete. I retten fortalte Bente Skovgaard senere, at hun havde gjort manden opmærksom på, at der fandtes et "originalt", og at hans var en kopi.

Efter at have fået kendskab til maleriet fra Salomonsens arving, ændrede Bruun Rasmussen og Fonsmark opfattelse, idet de nu mente at kunne se en klar forskel på de to billeder, og at mandens var en kopi. Ingen af billederne er signeret.

Dramatikken i sagen øgedes, da politiet pludselig rejste sigtelse mod manden for forsøg på bedrageri, idet han ifølge anklageskriftet skulle have fortalt "vidt og bredt", bl.a. til en interesseret køber, at han havde maleriet direkte fra Salomonsens arvinger, hvilket ikke var rigtigt. Anklagemyndigheden krævede manden idømt 8 års fængsel. Sagen drejede sig udelukkende om dette påståede bedrageriforsøg, ikke om billedet var Købkes originale receptionsstykke eller ej.

En dør på billedets tårn var en væsentlig detalje i hele sagen. På gengivelsen i Krohns bog ses døren tydeligt, hvad den også gør på tiltaltes maleri. Derimod er der ingen dør, kun en antydning af den, på det "originale". Det virkede forstyrrende, og eksperterne kunne kun give den forklaring, at Krohn, der anses for noget nær det ufejlbarlige, må have taget fejl og gengivet det forkerte billede i sin bog. Anne-Birgitte Fonsmark mente som vidne, at Krohn i skyndingen havde snuppet det forkerte foto fra fotografisamlingen. Det lød jo ikke usandsynligt. I hvert fald indtil fotografisamlingens leder på det tidspunkt, grafikeren Jørgen Rømer, i retten fortalte, at fotografisamlingen først startede i 1927, altså 12 år efter bogens fremkomst. Og at det i øvrigt var Krohn selv, der oprettede den.

Tekniske undersøgelser foretaget af Kunstmuseets chefrestaurator, Henrik Bjerre, godtgjorde, at begge billeder var malet på samme tid, men ikke, hvem der havde malet dem. Lærredet på "det originale" var af samme type, som det Købke havde benyttet på Kunstmuseets store Capri-maleri, mens "kopien"s var af en anden type.

Byretten kom frem til en dom på 8 måneders betinget fængsel, der på stedet ankedes. I Landsretten blev den tiltalte pure frifundet af de tre dommere og tre domsmænd.

Desværre handlede sagen ikke om ægte eller falsk, om receptionsstykke eller ej, hvorfor der stadig må siges at herske en vis usikkerhed omkring medlemsstykket indleveret af Købke i 1846. Er det imidlertid et af de to fra sagen, så er der ikke tvivl. Der er meget mere Købke i det erklærede ægte, end i det andet, som har dilettantiske detaljer, bl.a. i bevoksningen øverst tv. i billedet, der ikke kan være malet af Købke.

Indtil der eventuelt dukker nyt op omkring sagen, så må man nok anse dét fra Salomonsens arving som det originale fra 1846. Hvem der så har malet det andet, vides ikke. Det kan udmærket være en af Købkes elever, eller kolleger, der har fundet det morsomt at "deltage" i konkurrencen ved at sidde sammen med Købke og male. De tekniske undersøgelser fastslog, at billederne er malet nogenlunde samtidig, hvorfor det mest sandsynlige er, at det er malet samtidig med Købkes, idet det næppe har kunnet interessere nogen at kopiere det efter afvisningen.

På den store Købke-udstilling på Statens Museum for Kunst 10.2.-5.5.1996, hvor det "originale" var udstillet og gengivet i kataloget, omtaltes det som "Det i 1846 forkastede receptionsstykke til Kunstakademiet". Maleriet er stadig i privateje, men den kvindelige ejer, som er efterkommer af Salomonsen,  har ikke ønsket at stille sig frem med navn.

I Kunstmuseets katalog blev "kopien" omtalt som en gentagelse, altså som et originalt værk af Købke. Det skulle i afsnittet "På Capri" (side 301-310) i kataloget fremgå af Købke-eksperten Hans Edvard Nørregård-Nielsen, men oplysningen synes ikke at finde. Billedet blev i maj 1993 solgt i Kunsthallen for 60.000 kr. som "Købke's atelier", altså ikke som et originalt Købke-arbejde. Køberen var det tyske Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum på Gottorp Slot.

Sagen er det, man i politikredse betegner "Sagen uopklaret. Henlagt". Men "kopien" er ikke malet af Købke. Undertegnede har gennem lang tid haft lejlighed til at studere de to billeder side om side, og adskillige  detaljer og farveholdning på "kopien" afviger så meget, at de på tæt hold nærmest springer i øjnene på en. Men blot et par meter fra billederne synes de fuldstændigt ens.

Ganske få har haft lejlighed til denne sammenligning, som er nødvendig for at kunne vurdere de to billeder, og desværre ville ejeren af "kopien" ikke lade det udstille sammen med det "originale" på udstillingen "Kunst, forfalskning, kopi" på Aarhus Kunstmuseum i 1989. Det havde ellers været en fremragende mulighed for at sammenligne de to billeder.


© kunstnyt.dk