Hvad Troels Andersen ikke ved
om Asger Jorn
har ingen brug for at vide

Tid: Onsdag den 15. april 2009 klokken 17:00 til 18:30
Sted: SECHER & SCOTT Gallery, Bredgade 18, 1260 København K 
Begivenhed: Foredrag om CoBrA ved Troels Andersen, tidligere leder af Silkeborg Kunstmuseum
i forbindelse med galleriets CoBrA-udstilling. Læs her 


Anders Secher Krogh byder velkommen. Til venstre et Corneille-maleri, i baggrunden to af Jorn.


Troels Andersen fortalte inspirerende om Asger Jorn. Det store maleri bag Troels Andersen er malet af Carl-Henning Pedersen, det lille til højre af Asger Jorn.


Her »analyserer« Troels Andersen et af Jorns malerier, fortæller om hans måde at opbygge billedet og sætte farver på.
Den initiativrige galleriejer Anders Secher Krogh havde inviteret Troels Andersen til Bredgade for at fortælle om CoBrA, i særdeleshed om Asger Jorn, som Troels Andersen ved mere om end nogen anden.

På en god time nåede Troels Andersen næsten at fortælle hele Jorns livshistorie, fra hans problemer frem til 1950erne med at sælge til hans senere kolossale succes. Troels Andersen fortalte naturligvis om Jorns forhold til Børge Birch, som var Jorns kunsthandler gennem en årrække. »Var Birch Jorns mæcen?«, spurgte Troels Andersen ud i salen og svarede selv: »Nej, det var lige omvendt«.

Troels Andersens fortællelyst lyste ud af ham, han talte hurtigt, men forståeligt for enhver. Vi fik mange »guldkorn« om Jorn, herlige anekdoter, som fx at Jorn på Birchs 60-års fødselsdag forærede ham et maleri med påskriften bagpå: Må ikke sælges. Og den med Jorns søster, som Jorn forærede et maleri i 50erne og sagde til hende: »Nu skal du ikke sælge det, før en eller anden idiot vil betale 100.000 kr.«. Så var der også en dame der engang spurgte Jorn: »Tror De ikke, det går Dem som det gik P.S. Krøyer?«. Hvortil Jorn svarede: »Det kommer an på, hvordan man ser på Krøyer«.

Troels Andersen betragtede det i øvrigt som meningsløst, at de store vægflader, som Jorn havde udsmykket Birchs sommerhus på Læsø med, senere blev fjernet og nu hænger på Arken.

Som mange andre ærgrede Troels Andersen sig over, at han ikke havde købt Jorn-billeder, mens de kunne købes for en slik. Det blev en herlig sen eftermiddag i selskab med en af Danmarks mest vidende kunsthistorikere, som gjorde Jorn til sit speciale. Og tak for det!

Troels Andersen nåede at omtale det nye bogværk om Jorns grafik, en fortsættelse af van de Loo's uundværlige fortegnelse udgivet i 1976, nu med 88 nyregistrerede arbejder:

Asger Jorn. Werkverzeichnis der Druckgraphik.
Catalogue raisonné of prints

Prof. Dr. Dr. Gerd Presler. Indledende tekster af Troels Andersen
og Wieland Schmied. Tekster på tysk og engelsk. Forklarende begrebs-oversættelser fra tysk til engelsk

2. Oplag af van de Loo med 520 numre incl. 88 nyregistrerede. Udgiver: Silkeborg Kunstmuseums Forlag og Galerie van de Loo, München

Gennemillustreret, 415 sider


Silkeborg Kunstmuseums hjemmeside






©Kunstnyt.dk
15. april 2009