Vedr. Østre Landsrets 10. afdelings a.s. nr. S-2002-09. Dom af 12.
februar 2010
Jeg undertegnede Preben Juul Madsen anmelder herved
landsdommerne Mikael Sjöberg, M. Stassen og Kristian Lind Jensen (kst.)
samt sagens tre domsmænd for overtrædelse
af Grundlovens § 66:
Dommerne har ved deres kald alene at rette sig efter loven.
af Retsplejelovens § 218:
Domme og kendelser skal ledsages af grunde.
af Straffelovens § 146:
Begår nogen, der har domsmyndighed eller hvem det tilkommer
offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold, der
vedrører private, uretfærdighed ved sagens afgørelse eller
behandling, straffes han med fængsel indtil 6 år.
Stk. 2:
Har handlingen medført velfærds fortabelse for nogen, eller har
sådant været tilsigtet, er straffen fængsel fra 3 til 16 år.
Sagsfremstilling:
Ifølge udskrift af Østre Landsrets Dombog (vedlagt) side 5:
»Landsrettens begrundelse og resultat«, gør retten sig skyldig i
overtrædelse af Grundlovens § 66 ved ikke at rette sig efter loven,
som ifølge Retsplejelovens § 218 skal begrundes, hvilket ikke er sket.
Rettens påståede begrundelse er udelukkende en konklusion, idet der
ikke, som påstået, hverken i byretten eller landsretten, er ført
noget som helst bevis for følgende:
»Også efter bevisførelsen for landsretten er det af grunde, der er
anført af byretten, bevist at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig i
bedrageri ved at have bibragt Grethe Meyer en vildfarelse om værdien af
maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig og medtiltalte en
betydelig fortjeneste«.
Da nævnte afsnit i dommen er det helt centrale punkt og eneste forhold i anklageskriftet, hvorefter der
kan dømmes for bedrageri (ingen andre forhold i sagen er strafbare),
har retten efter undertegnedes mening helt bevidst undladt at begrunde
påstanden med det ene formål udelukkende at få de tiltalte dømt.
Ved at undlade at begrunde har retten helt tilsidesat flere vidners
udtalelser om, at Svend Erik Olsen forud for salget i Paris til Bailley
og Stoppenbach havde tilbudt det til 200.000 kr., hvilket klart
tilbageviser rettens påstand »at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig
i bedrageri ved at have bibragt Grethe Meyer en vildfarelse om værdien
af maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig og medtiltalte en
betydelig fortjeneste«. Det er selvmodsigende og ulogisk. Det ligger
således vidnefast, at modemanden Erik Brandt i byretten, dokumenteret i
landsretten, fortalte, at prins Henrik havde fået det tilbudt for
200.000 kr., men ikke ville give så meget, og at Grethe Meyer var
bekendt med dette, men havde oplyst, at hun ikke ville sælge det for under 200.000 kr. Det må
anses for helt utænkeligt, at Erik Brandt »på vegne« af prins Henrik
lyver. Ved at tilsidesætte Eriks Brandt forklaring anklager retten
indirekte Erik Brandt for falsk forklaring for retten og læner sig op
ad en majestætsfornærmelse. Det må også
anses for utænkeligt, at Bailley, som første gang så maleriet i
København i begyndelsen af juni 2004 og lod sin søn fotografere det, da han anså det
for interessant, ikke skulle have spurgt om prisen. Og nok så
væsentligt for hele sagen, at verdens største Derain-ekspert, Michel
Kellermann, flere gange forud for Grethe Meyers salg til Svend Erik
Olsen har erklæret maleriet for værende falsk, hvilket Grethe Meyer
var fuldt vidende om og oven i købet ved første møde med Svend Erik Olsen
havde fortalt denne. Disse uangribelige kendsgerninger udelukker
fuldstændigt, at de tiltalte på noget tidspunkt før Grethe Meyer
solgte maleriet, skulle havde nogen som helst viden om, at maleriet
senere hen ville indbringe millioner. Det er rent gætteri fra rettens
side og helt udokumenteret.
Der er heller ikke ført bevis for, at Charles Bailley, før han
køber maleriet af Svend Erik Olsens samlever, har fortalt samleveren,
at Kellermann nu havde erklæret det for ægte. Det er påstand mod
påstand, da samleveren har nægtet det. Og i øvrigt er det uden
betydning for sagen, da den endelige skriftlige erklæring fra
Kellerman først forelå syv måneder efter, hun solgte det til Bailley
og Stoppenbach.
Retten har afgivet en ubegrundet dom, og ubegrundede domme er at
betragte som hemmelige domme, der normalt kun kendes fra sydamerikanske
diktaturstater og afrikanske bananrepublikker. I dette tilfælde har
ingen udenforstående mulighed for at vide, hvad der ligger til grund
for rettens ubegrundede afgørelse: »Også efter bevisførelsen for landsretten er det af grunde, der er
anført af byretten, bevist at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig i
bedrageri ved at have bibragt Grethe Meyer en vildfarelse om værdien af
maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig og medtiltalte en
betydelig fortjeneste«.
Det er en konklusion uden hold i virkeligheden, uden bevis af nogen art,
uden nogen som helst form for begrundelse. Tværtimod er der ført adskillige
beviser for, at det forholder sig lige omvendt, tydeligt bevist gennem
vidneudsagn, som retten efter undertegnedes mening med vilje helt har ignoreret, jf. blandt andre
Erik Brandts og Heine Robert Dahl Bartschs vidneudsagn om, at Svend Erik
Olsen havde tilbudt maleriet til 200.000 kr. Og nok så vigtigt,
Derain-eksperten Michel Kellermanns gentagne erklæringer forud for
Grethe Meyers salg til Svend Erik Olsen om at maleriet var falsk. Efter
undertegnedes mening er rettens hemmelige afgørelse udelukkende afsagt for med djævelens vold og magt
ulovligt at straffe, fordi retten ikke
har kunnet finde på noget strafbart. Det er efter undertegnedes mening
et knæfald for alle, der ikke kan forstå, at et maleri kan udvise så
stor forskel som tilfældet her, fra 200.000 kr. til 36 mio. kr. Men har
man fulgt retsmøderne, har hørt vidneudsagnene, hvad rettens dommere
har, så er det 100 procent umuligt at komme frem til den konklusion, at de
tiltalte på forhånd vidste, at maleriet senere hen ville indbringe millioner. Det har været anklagemyndighedens og rettens opgave at
bevise bedrageri, hvilket ingen af parterne har kunnet. Efter
undertegnedes mening har retten på ondskabsfuld og uhæderlig vis
udelukkende ønsket at tilfredsstille offentlighedens ønske om at se de
tiltalte dømt, fordi nok de fleste mente, der måtte ligge en skjult
sammensværgelse bag. Men det kunne retten ikke bevise, hvorfor de valgte at
afsige en hemmelig dom, uden begrundelse, hvilket er en klar overtrædelse af Retsplejelovens § 218 og Straffelovens § 146, stk. 1
og stk. 2 med en strafferamme på op til 16 års fængsel.
Med venlig hilsen
Preben Juul Madsen
journalist (DJ) forfatter (DF)
ansv. Kunstnyt.dk
Betty Nansens Allé 43, 2.tv.
2000 Frederiksberg
Bilag: Udskrift af Østre Landsrets Dombog. Dom
|
