Forrygende erindringsbog af
kunstsamleren John Hunov, en institution i dansk kunst, en mand med sine meningers mod og en misundelsesværdig indsigt i kunst

Kunstbøger kan være »dræbende kedsommelige« i al deres akademiske korrekthed og kunsthistorikernes ofte utålelige snobben opad

»Snot og Harsk« er en helt anderledes kunstbog, her er ekspertice så det vælter ud af knaphullerne, her er humor, så man tager sig i højlydt latter, her er erotik og bramfri tale, masser af nøgne mennesker og herlige (ikke altid lige venlige) karakteristikker
af de mennesker Hunov har mødt.
272 sider tekst og billeder med underholdning for alle pengene


Bogens forside er en »fotografisk genfortælling« af Peter Carlsens »Etrustisk sarkofag« fra 1997, om hvilken det fortælles på bagsiden: »På låget liggende i banketstilling, John Hunov med nøgen overkrop og purpurfarvet himation, der dækker underkroppen. Om halsen kæde med forgyldninger. Ansigt er let tilbagelænet med øjne, de skuer opad med et heroisk udtryk [...] Hele attituden giver indtryk af en ganske magtfuld mand med en vis selvoptagethed«
Navneregistre
i bøger består normalt kun af bogens navne. Hos Hunov får de pågældende en lille underholdende karakteristik tilføjet. Her skal nævnes nogle enkelte:
Abildgaard, Knud, fabrikant ved Løvens Kemiske Fabrikker, arrogant    millionær, menneskesky og min mors onkel.
Andersen, Tage, blomsterhandler med smagløse blomsterarrangementer med rustent jern.
Brandes, Peter, maler og ven med Hans Edvard Nørregård-Nielsen
Nørregård-Nielsen, Hans Edvard, forfatter af hjemstavnslitteratur mest inden for perioden »mands minde«. [Her fornemmes, at Hans Edvard ikke er en af Hunovs nære venner, red.]
Bubber, forvokset drengebarn.
Jacobsen, Robert, god billedhugger men dårlig maler.
Liebst, Lars, vanrøgter af Tivoli.
Picasso, Pablo, spansk maler mede mange børn og børnebørn.
Bruun Rasmussen, Jesper, auktionarius, ekspert i luftbud
[For uindviede er luftbud bud udelukkende hentet af auktionarius for at sætte gang i de rigtige bud. Luftbud er forbudt, men uskadelige, da de ikke påvirker den endelige pris, red.].
Kvium, Michael, de forkrøblede meneskers maler, burde hænge på Anatomisk Institut.
Villadsen, Villads, sky direktør for Statens Museum for Kunst.
Helleland, Allis, problematisk direktør for Statens Museum for Kunst med særlig opfattelse af kunst og hvordan den skal formidles, altid hjælpsom når jeg har brug for det.
Schwander, Ole, udgiver af risikofyldte bøger med mærkelige titler.
[Udgiver af Snot og Harsk, og i øvrigt storebror til Lars Schwander, red.]

Forkærlighed for De unge vilde og lort på dåse
Maleren Berit Jensen introducerede Hunov i De unge vilde, da de kostede 500-1.000 kr., fortæller han. Og Hunovs samling tæller da også et pænt antal fra perioden. Et af dem er Lars Nørgaards aldeles vidunderlige nøgenportræt af Hunov og hans kone Birte Inge. Ellers er han Bjørn Nørgaard-fan om en hals, har en masse af genstandene fra hesteslagtningen. Havde også en af Piero Manzonis berømte dåser med lort, »Merde d'Artiste«, men under udlåning til Randers Kunstmuseum lækkede dåsen, og efter megen snak frem og tilbage måtte museet betale en pæn erstatning.

Hunov på auktion
»Allerede da jeg var 17 år, var jeg til min første auktion«, fortæller Hunov, »som foregik hos auktionsfirmaet V. Vinkel & Magnussen, som havde til huse i den skønne gamle ejendom på Højbro Plads 7 i Københavns centrum, det var Hans Tobiesens kæmpe samling af malerier, og ikke mindst af sølvtøj«. Hunov fortæller her om priser på flere af tingene, bl.a. et Hammershøi til 12.000 kr. Han kommer ind på flere auktionsbesøg, som af pladsmæssige hensyn ikke skal nævnes her. Et køb, som der stod megen blæst om, var hans køb i 2003 af en skulptur solgt hos Bruun Rasmussen som kopi efter Picasso, men som Hunov er overbevist om er ægte. I bogen fører han en række beviser for sine påstande, men det er lige siden afvist af Bruun Rasmussen. I undertegnedes årbog, »Kunst under hammeren 03« er hele forløbet også udførligt beskrevet, og undertegnede deler Hunovs mening om skulpturens ægthed.

Et mylder af navne
John Hunovs samling har været udstillet mange gange. Ha har skrevet et væld af debatindlæg, deltaget i tv-udsendelser, været formand for »Foreningen for Ung dansk Kunst², medredaktør af det legenariske tidsskrift »Cras« og i 2004 tildelt N.J. Højen Medaljen af Akademirådet.

I »Snot og Harsk« møder vi alle af betydning i nyere dansk kunst, og en del af de ældre. Hunovs Samling, som også medtager hans kones navn, kan ses her (noget af den). Det er en af de fornemste privatsamlinger i  dansk eje.


25. januar 2008
Preben Juul Madsen
kunstnyt.dk