Ondskabsfulde danskere
Fem fortællinger fra det virkelige liv
Tekster: Preben Juul Madsen

Det mener Kunstnyt.dk
Dansk nyhedspresse er
værre end de værste forbrydere

Danmarks Radio, tv-afdelingen, er mest kendt for sine genudsendelser en masse. DR er også kendt for sine mange genudsendelser mellem de mange genudsendelser. Og mellem de mange genudsendelser de mange madprogrammer. Morgen, middag og aften er skærmen fyldt med mad. Mad, mad, mad.

DR er også kendt for ikke at fortælle seerne, at der er tale om genudsendelser. Det resulterer ofte i, at hele Danmarks befolkning først nogle minutter ind i et program finder ud af, at det har de set før. Det kaldes seerchikane. Og er der tale om en serie på adskillige afsnit, så kommer det ikke seerne ved, hvor mange afsnit der er, og hvornår det næste kommer. Det oplevedes fx, da den fremragende »Damages« kørte i 2011. Er der noget DR er ligeglad med, så er det kunderne. Det er jo også bare dem, som betaler de ansattes kæmpelønninger.

Og så til noget helt andet.
Cavling-prisen 2011 gik til journalisterne Ulrik Dahlin og Anton Geist fra Information, og Cavling-formanden Kurt Strands sagde bl.a. til vinderne:
»Jeres artikler er et fornemt eksempel på såkaldt vagthunde- journalistik, når den er bedst. I har påtaget jer den for journalister og medier afgørende rolle som den fjerde og kontrollerende statsmagt – med afsæt i en stille forundring, som jo i sig selv er en vigtig, journalistisk drivkraft. « 

Undertegnede vil på ingen måde kritisere de to vinderes arbejde og påstå, at de ikke har fortjent prisen. De har ikke selv bestemt, at de skulle have den.
Men det skal måske bemærkes, at blandt de indstillede var et emne, som slår alt andet. Nemlig afsløringen af, at vi i Danmark, som kalder sig et demokratisk samfund, har dommere, som ikke går af vejen for at afsige groteske justitsmord, som det var tilfældet i den såkaldte Derain-sag. Dette ondskabsfulde justitsmord er til mindste detalje dokumenteret i bogen Retssagen om et formodet maleri af André Derain. Og her tillader jeg mig at citere fra Kurt Strands tale til Cavling-vinderne: »I har påtaget jer den for journalister og medier afgørende rolle som den fjerde og kontrollerende statsmagt.«

Den fjerde og kontrollerende statsmagt! Ja, det er journalisters fornemme opgave at kontrollere statsmagten. Og andre magtliderlige.


Konvolutten herover indeholder bogen Retssagen om et formodet maleri af André Derain. Sendt til Information den 8. maj 2011. Men justitsmordet interesserede ikke nogen på Information. De er ligeglade med retsvæsenets svindel. Men nu har avisen fået Cavling-prisen for noget helt andet. Til lykke!

Det fundamentale i et retssamfund er en hæderligt retsvæsen. Er der ingen, som blander sig i deres forbrydelser, så bliver de bare ved. Som journalist ved jeg naturligvis, at der er en fast tradition for, at pressen ikke blander sig og kritiserer afsagte domme. Det indebærer imidlertid, at der er frit slag for de kappeklædtes skurkestreger, som det kendes fra Derain-sagen. Derfor er det på tide, at den idiotiske tradition bliver lagt i graven, så vi kan få stoppet svindeldomme. Er man som journalist medvidende til et justitsmord uden at reagere, er man en parodi på en journalist.

Som bekendt var auktionslederen Svend Erik Olsen fra Ellekilde Auktioner anklaget for at have købt et uægte maleri af Grethe Meyer for 200.000 kr. og solgt det videre for samme pris til sin samlever, Jannie From, som nogle måneder senere solgte det i Paris for 5 mio. kr. Det er der intet ulovligt i. Men begge blev dømt for bedrageri, som dommen siger, fordi de på købstidspunktet vidste, at maleriet var ægte og at det senere ville indbringe adskillige millioner. Løgn, fup og bedrag. Det vidste de ikke noget om, og det blev heller ikke bevist. Det, som blev bevist var, at maleriet først syv måneder efter salget i Paris blev erklæret ægte. Og nok så interessant af samme »ekspert«, Michel Kellermann, som to gange inden Svend Erik Olsen købte det af Grethe Meyer, skriftligt havde erklæret det falsk. Og endnu engang i Paris, før Jannie From solgte det. Kun hvis man er meget dum eller korrupt, vil man finde på at dømme, som gjort. Og kun hvis man er meget dum og revnende ligeglad, vil man finde på at beskytte den slags. At maleriet senere solgtes i New York for over 40 mio. kr., gør blot dommen mere grotesk.

Et anmeldereksemplar af Retssagen om et formodet maleri af André Derain blev sendt til alle større aviser samt DR og TV2, i alt ca. 50 bøger. Ingen af dem har bare så meget som nævnt den. DR fik seks bøger, Politiken fire.

Ved fuldstændigt at ignorere bogen, har pressen medvirket til, at de kappeklædte kan fortsætte med alle de forbrydelser, som de har lyst til. »Den fjerde og kontrollerende statsmagt« er ligeglad. Det rager den samlede presse en skid, rent ud sagt, at i demokratiske Danmark finder justitsmord af værste slags sted.

Derfor er dansk presse med til at holde liv i retsvæsenets forbrydelser, forbrydelser, som overgår alle former for forbrydelser.
Men jeg tror ikke, de forstår det.
Da jeg skrev til Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, og spurgte hvorfor hendes avis ikke havde omtalt bogen, gad den arrogante og højrøvede kone overhovedet ikke at svare.

FØJ FOR SATAN!

Foto. Kunstnyt.dk
Politikens stjerneskribent Camilla Stockmann med sin notesbog.
Måske burde hun have brugt sådan en spand, som står ved siden
af, til en del af skriverierne fra Derain-sagen.

Det er faktisk med blødende hjerte, at jeg omtaler Camilla Stockmann, som jeg gør. Hun er nemlig en fremragende skribent, har rost hende mange gange. Men det nytter altså ikke, at man misbruger sit talent, som hun gjorde i Derain-sagen. Hun så og hørte det samme som undertegnede, hvorfor det er ubegribeligt, at hun kan acceptere den svindeldom. De fæle dommere og især anklageren i Landsretten, Anne Birgitte Stürup, må elske hende og Politiken højere end noget andet.

Foto. Kunstnyt.dk
Her forsøger Anne Birgitte Stürup at forklare min kone (de sidder nærmest arm i arm), hvorfor dommen var forkert. Men uanset hvor meget Stürup forklarer, så kan hun ikke forklare sig ud af den kendsgerning, at dommen var svindel. Fotoet er taget ved en reception i anledning af Strandbergs Forlags 150-års jubilæum, hvor hun, hendes mand, min kone og jeg tilfældigvis kom til at sidde ved samme bord til fire. Ret morsomt. Til hendes ros skal siges, at da hun opdagede, hvem jeg var, ikke flygtede i panik.

Dansk presse plages af halve og hele usandheder.
Politiken er en af de værste. Avisen fik fire eksemplarer af Derain-bogen, afleveret til Camilla Stockmann, Lea Wind-Friis, Trine Ross og Peter Michael Hornung. Ikke et ord. Det eneste, Politiken har brugt fra bogen, er Camilla Stockmanns gengivelse af Derain-falskneriet afsløret i den store tyske sag om kunstsvindel, som kostede svindlerne flere års fængsel. Det havde avisen kopieret den 16. december 2011. Så nu skylder Politiken undertegnede 2.000 kr. (Må se at få sendt regningen).

Nu kan ingen undre sig over, at ingen af de fire omtalte bogen, idet den indeholdt en afsløring af Camilla Stockmann for at viderebringe rettens løgn ved at skrive, at »det nu til fulde var bevist, at de tiltalte i 2004 samarbejdede om at udnytte den dengang 92-årige Grethe Meyers tillid for at skaffe sig en betydelig fortjeneste.« En lodret løgn! Der er ikke ført skygge af bevis. 
Camilla Stockmann kunne ikke lide Svend Erik Olsen, det lyser ud af hendes referater i Politiken. Hun blev fornærmet over, at han ikke ville tale med hende, hvorfor han skulle svines til. Fx skrev hun:
»Da Politiken første gang ringede til direktøren for Ellekilde Auktionshus i 2006 for at bede om en kommentar, råbte han så højt, at højtaleren i telefonrøret blokerede. Den kunne ikke rumme vredesudbruddet, men budskabet stod alligevel ganske klart: Direktøren ønskede ikke at kommentere historien om bedrageri af en af sine kunder, men hævdede hårdnakket sin uskyld.« 
Hun skrev også: »Parret, der da også ved ugens slutning, forekom mere plagede end i begyndelsen af landsretssagen – kvinden var decideret bleg – havde valgt at blive i hjemmet i Nordsjælland under domsafsigelsen.«
Skriver man på den slags, kan det ikke forventes, at Camilla Stockmann er nøgtern og upartisk. Svend Erik Olsen og Jannie From skulle bare kanøfles. Ved samtlige retsmøder havde de begge opført sig eksemplarisk, brød aldrig ind eller rystede på hovedet, som det ofte ses hos anklagede. Og de virkede på intet tidspunkt plaget eller var decideret bleg, som påstået af Camilla Stockmann. Hendes ærinde i den sag var tilsyneladende at svine begge til, ikke en objektiv vurdering af sagen, hvor hun og undertegnene var de eneste journalister, som havde fulgt samtlige 17 retsmøder. Camilla Stockmann skrev også, at Grethe Meyers søn og Svend Erik Olsen i landsrettens retslokale 10 ignorerede hinanden. Nej, det gjorde de ikke, Torsten Krause Meyer gav smilende Svend Erik Olsen hånd, jeg overværede det selv.
Camilla Stockmann må have haft et formål med at viderebringe de mange usandheder. Men hvilket?


Østre Landsrets retslokale 10 i en pause under Derain-sagen. Normalt må der ikke fotograferes i retten, men den »sympatiske« retsformand, Mikael Sjöberg gav lov, da de »begavede« dommere havde forladt salen.

Preben Juul Madsen
Journalist, medlem af Dansk Journalistforbund

Foto fra Danmarks Radios hjemmeside.

Findes nogen mere ondskabsfuld og usympatisk end Låsby Svendsen?
Ork ja! Mange.
Låsby Svendsen er kun medtaget i disse fem fortællinger fra det virkelige liv for sammenligningens skyld.
Han er faktisk den mest sympatiske af de fem.
Se dokumentarfilmen »Ruiner til leje« på DR1. Fremragende udsendelse med Maria Andersen ved roret.

4. januar bringer vi næste portræt af en ondskabsfuld dansker.