Derain-sagen i Østre Landsret februar 2010


Se billedets proveniens

Det mener Kunstnyt.dk om dommen i Københavns Byret 9. juni 2009:
 Dommer Sanne Bager og hendes meddommeres vurderingsevner
minder en hel del om den måde Lauritz.com's vurderingseksperter arbejder på.
Retten har overhovedet ikke formået at forstå vidnernes forklaringer.
Ikke ét eneste vidneudsagn var belastende for de tiltalte.
Vi har længere nede gengivet byrettens begrundelse og afgørelse og kommenteret i rødt.
Det er også deprimerende, at aviser og tv med arrogant ligegyldighed
undlod at kritisere dommen. Hvor var den fjerde statsmagt, pressen, henne i denne sag?

Det er nu syv måneder siden, den 30. juni 2009, at auktionshuset Ellekildes tidligere ejer og direktør, Svend Erik Olsen, idømtes 8 måneders fængsel for efter straffelovens § 279 at have bedraget Grethe Meyer ved den 9. august 2004 at have købt et maleri af hende betegnet André Derain for 200.000 kr., som han solgte for samme beløb til sin samlever, også anklaget i sagen, men frifundet. Denne videresolgte det den 23. september 2004 for 5 mio. kr. til kunsthandlerne Charles Bailly, Paris, og Robert Stoppenbach, London, som satte det til salg hos Sotheby's i New York, hvor det 3. maj 2006 fik hammerslag på 36 mio. kr.

I sin procedure fastslog Svend Erik Olsens forsvarsadvokat, Jan Erik Kornerup Jensen, at sagen var usædvanlig i en sådan grad, at den næppe havde noget fortilfælde i nyere dansk retshistorie. Alene af den grund kan man undre sig over, at ingen branchefolk har kommenteret sagen undervejs, eller måske mere besynderligt selve dommen, som virker åbenlys forkert. Den ligner en moralsk dom, hvor det juridiske er sat ud af spillet og udelukkende handler om en kvinde bedraget for 36 mio. kr. Undertegnede var selv stærkt fordømmende i årbogen »Kunst under hammeren« 06 over for Svend Erik Olsen efter salget hos Sotheby's, men fordømmelsen baserede sig på de nu konstaterede forkerte oplysninger, som først under retssagen blev bragt på rette plads. Ingen vidneafhøringer beviste, at der var begået bedrageri. Tværtimod. Ingen af de tre dommere har tilsyneladende forstået sagens rette sammenhæng. Men selv om sagen er usædvanlig og enestående, kendes imidlertid til lidt af en parallel fra 1985, en sag om et Købke-maleri, som omtales efterfølgende.

Camilla Stockmann har i Politiken på fremragende vis kommenteret samtlige retsmøder i byretten. Hun og jeg var de eneste journalister, som i retten fulgte hele sagen. Camilla Stockmann har af presseetiske grunde ikke kunnet skrive »fordømmende«, men det er undertegnede ikke bundet af. I Politiken søndag den 2. august 2009 berørte Peter Michael Hornung i en interessant artikel »Kunsten at skelne skidt fra kanel« det formodede Derain-maleri og redegjorde generelt for, hvad videnskaben har af muligheder for at afsløre kunstsvindel, uden dog at gå i detaljer om det aktuelle »Derain«.

En central person i hele sagen er den såkaldte Derain-ekspert, Michel Kellermann (1915-2006), som efter min mening er den hovedansvarlige for sagens udvikling ved utroværdigt at have ført sig frem, siden han i 1990 for første gang erklærede maleriet for uægte over for Kunsthallens Jens Thygesen, som kort før han skulle vidne i sagen døde i april 2009. Kellermann var den eneste i hele verden, der blev betragtet som Derain-ekspert. Hans ord var simpelthen lov. Sagde han ja, var billedet ægte, sagde han nej, var det ikke ægte. Da Svend Erik Olsen købte maleriet af nu afdøde Grethe Meyer havde Kellermann vidnefast to gange forinden både skriftligt og mundtligt erklæret maleriet for uægte og stempler på billedets bagside fra Galerie Paul Guillaume i Paris for falske. Han havde oven i købet påstået, det var en kopi. Men var det en kopi, måtte der nødvendigvis findes en original, og den var ikke omtalt i hans egen store trebinds-fortegnelse over maleren og er aldrig fundet. Disse oplysninger var Grethe Meyer bekendt med, havde endda selv gjort Svend Erik Olsen opmærksom på dem.

Umiddelbart forud for samleverens salg i Paris til Bailly og Stoppenbach gentog Kellermann, at maleriet var uægte. Han indvilligede dog i efter pres fra Stoppenbach at se maleriet, hvad han ikke tidligere havde, kun fotografier af det. Da han fik forelagt beviser for, at stemplerne bagpå var ægte, kom han ifølge Stoppenbach i tvivl, men ville ikke afgive en skriftlig ægthedserklæring, før maleriet var renset og restaureret. Dette skete først i begyndelsen af 2005, og først den 28. april samme år, syv måneder efter at samleveren havde solgt maleriet, forelå en skriftlig erklæring fra Kellermann, som på det tidspunkt var 90 år gammel. Her kommer man uvilkårligt til at tænke på Abraham Bredius (1855-1946), ekspert i Rembrandt og anden 1600-tals maleri, som i 1937 var en mand i firserne og dengang erklærede verdens nu mest berømte forfalskning, Han van Meegerens »Kristus og disciplene i Emmaus« for at være et enestående mesterværk af Jan Vermeer (1632-75). Selv de største eksperter kan indimellem tage grumme fejl.

Som bevis kan Kellermanns ægthedserklæring altså ikke bruges, den kommer for sent. Det kan erklæringer fra vidnerne, kunsthistorikerne Vibeke Raaschou-Nielsen og Rikke Warming, begge tidligere ansat på Statens Museum for Kunst, heller ikke. De mener ganske vist begge, at maleriet er ægte. Men de er ikke, ifølge egne udtalelser, Derain-eksperter, og har aldrig afgivet nogen skriftlig ægthedserklæring, hvilket museer normalt ikke gør. Så forud for Svend Erik Olsens køb af maleriet og samleverens salg foreligger ingen skriftlige ægthedsbeviser, hvorfor Svend Erik Olsen af indlysende grunde ikke har kunnet købe maleriet som værende ægte.

I rettens begrundelse for dommen lægges afgørende vægt på, at Svend Erik Olsen havde lovet Grethe Meyer at undersøge maleriet i Paris, men at dette ifølge rettens påstand ikke fandt sted. Det gjorde det imidlertid, idet Bailly havde undersøgt maleriet det eneste sted, det kunne undersøges, nemlig i Kellermanns trebindsværk, hvor det ikke fandtes. Det fremgår klart og tydeligt af domsbogsudskriftet. At få foretræde for selveste Kellermann måtte Svend Erik Olsen anse for umuligt. Som nævnt havde Kellermann tre gange afvist det, bl.a. over for Vibeke Raaschou-Nielsen, som besøgte ham i Paris allerede i 1991 for at få en udtalelse om maleriet, som på det tidspunkt befandt sig på Statens Museum for Kunst udlånt af Grethe Meyer, længe før Svend Erik Olsen kom ind i billedet. Her havde, som Raaschou-Nielsen fortalte i retten, Kellermann optrådt på grænsen af det uforskammede.

Svend Erik Olsen kunne naturligvis have opsøgt en række andre, mere eller mindre dygtige kunsteksperter i Paris, og sikkert mod gode ord og rundhåndet betaling (det kan man i den branche) fået erklæringer om, at det var ægte. Men det ville ikke kunne bruges til noget som helst, når der forelå flere erklæringer fra Kellermann om, at det var uægte. For at kunne sælge det som ægte var det piskende nødvendigt med Kellermanns ja. Og det kom som nævnt først lige forud for salget hos Sotheby's. Retten burde have forklaret, hvad Svend Erik Olsen yderligere skulle have gjort for at få det undersøgt. Retten har fuldstændigt lukket øjnene for, at der ikke var andre muligheder end de af Svend Erik Olsen allerede foretagne.

Men kan man overhovedet stole på Kellermanns erklæring? Manden som fik ham til at skrive den, efter stort besvær, var den ene af de to købere, Robert Stoppenbach, som viste sig at være Kellermanns stedsøn. Man kan ikke se sig helt fri for den tanke, at ægthedserklæringen måske var en gave til stedsønnen, som derved blev gjort nogle millioner rigere. Maleriet har en kvalitet, hvor en ekspert som Kellermann uden protester fra nogen kunne erklære det for både ægte og uægte. Det var først, da hans egen stedsøn stod som medejer af billedet, at han skiftede mening og erklærede det ægte.

Da maleriet i juni 2004 var udstillet på Ellekildes eftersyn, var det ikke gengivet i auktionskataloget, da det ikke skulle med på auktionen. Men flere, blandt andre prins Henrik og den senere køber, Bailly, fik det tilbudt for 200.000 kr., men afslog. Ingen tvivl om, at enhver på det tidspunkt kunne have købt det for de 200.000 kr., hvilket mere end indikerer, at Svend Erik Olsen ikke betragtede det som ægte. At han havde fortalt Grethe Meyer, at han havde solgt det til en amerikaner, og ikke som sandt til sin samlever, er sagen uvedkommende. I auktionsverdenen oplyser man aldrig købers eller sælgers navn.Og Grethe Meyer kunne vel være ligeglad med, hvem køberen var. At Svend Erik Olsen betalte 200.000 kr. for et maleri, der af Kellermann var erklæret uægte, er ikke strafbart. Måske troede Svend Erik Olsen selv på maleriet, hvilket ikke er ulovligt, men kunne naturligvis ikke købe det som ægte. I retten fortalte Bailly, at han selv havde købt falske malerier for omkring 150.000 kr. Og der er ikke noget ulovligt i at sælge et maleri for 5 mio. kr. købt for 200.000 kr. Der er heller ikke noget ulovligt i straks efter salget at oprette et firma og en bankkonto i Luxembourg, som samleveren gjorde, og sætte pengene ind på kontoen. Ingen af rettens begrundelser for 8 måneders fængsel holder vand, og dommen må betragtes som åbenlys forkert. Den blev da også omgående anket af forsvareren, men også af anklagemyndigheden, som tillige ankede samleverens frifindelse.

Bør det ikke forventes, at Østre Landrets seks dommere har mere styr på rigtigt eller forkert?

En retssag der kan minde om Derain-sagen
Lidt af en parallelsag forekom i januar 1985, da Bruun Rasmussen havde fået Christen Købkes forkastede receptionsstykke fra 1848, »Parti fra Capri«, til salg.

Midt under auktionen  skete det dramatiske, at en mand i 40erne fik nedlagt fogedforbud mod salget, da han påberåbte sig at eje det originale. Stor opstandelse. Et stykke tid forud for auktionen havde han rettet henvendelse til kunsthistorikeren Bente Skovgaard på Statens Museum for Kunst, som ville vende tilbage med besked, men ikke gjorde det.

Men både Jesper Bruun Rasmussen og kunsthistorikeren Anne-Birgitte Fonsmark, dengang på Glyptoteket, i dag leder af Ordrupgaard, havde udfærdiget skriftlige ægthedserklæ- ringer. Det havde de gjort, fordi hans maleri uangribeligt var gengivet i kunsthistorikeren Mario Krohns (1881-1922) fortegnelse fra 1915 over Købkes arbejder. Mario Krohn var ikke en hvem som helst, idet hans farmor var Købkes søster. Han blev 1916-21 direktør for Thorvaldsens Museum. Det viste sig senere, at det afbildede maleri i bogen ved en fejltagelse var kopien. Men besynderligt nok opdagedes det først 70 år efter bogens udgivelse.

Efterfølgende skete det, at manden, som påstod at have det originale, nu blev anklaget for bedrageri, da politiet mente, han var klar over, at hans ikke var det originale. Men selv om han kunne henvise til Krohns bog, Jesper Bruun Rasmussen og Anne-Birgitte Fonsmark, så krævede anklageren 8 års fængsel, der endte med 8 måneders betinget, en dom han imidlertid ankede. I landsretten blev han pure frifundet, og som retsformanden sagde efter retsmødet: »Vi straffer ingen, der er uskyldige«.

Undertegnede overværede også retsagen om Købke- maleriet. Jeg og den legendariske kunsthandler Gunnar Mikkelsen fik endda hos politiet lov til at studere de to malerier side om side, hvorved forskellighederne trådte frem. Jeg skrev dengang en større artikel om det i Kunstavisen og senere i bogen »Kunst og Kunstforfalskning« (1989). Da Jesper Bruun Rasmussen og Anne-Birgitte Fonsmark blev konfronteret med det rigtige, som stadig er i privateje hos en efterkommer af etatsråd Salomonsen, kunne de se forskellen. Også Kasper Monrad fra Statens Museum for Kunst er overbevist om, at det gengivet i Krohns bog, er en kopi. Derimod mener Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der betragtes som vores førende Købke-ekspert fortsat, at det er en egenhændig replik. Det er dog lidt meningsforstyrrende, når han i sit seneste imponerende trebindsværk om Købke i brødteksten omtaler det som en egenhændig replik, mens han i billedteksten skriver, det er en kopi.

I 1993 solgte Kunsthallen maleriet for 60.000 kr. som Købke's atelier, købt af af det tyske Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum på Gottorp Slot. Det var ikke med på udstillingen »Kunst, Forfalskning og Kopi« på Århus Kunstmuseum og Nivaagaard i 1989, da ejeren dengang ikke ville udlåne det. Kun det ægte var med. Et dansk museum forbereder i øjeblikket en ny udstilling om kunstforfalskninger, og her ville det være et scoop at få begge billeder med og på den måde give publikum lejlighed til at sammenligne de to billeder, som har samme størrelse og virker så ens, at man skal kigge godt efter for at finde kvalitetsforskellene. Men de er der.
Læs mere om Købke-sagen

Hvor svært det kan være at afgøre et kunstværks ægthed fik man bevis for i 2007, da det afsløredes, at englænderen Shaun Greenhalgh havde fremstillet et stort antal forfalsk- ninger, heriblandt skulpturen Shaun, som Sotheby's i 1994 solgte for over £20.000 som et ægte arbejde af Paul Gauguin. I 1997 erhvervedes det af Art Institute of Chicago for omkring $125.000. Ægtheden var konfirmeret af bl.a. det berømte Wildenstein Institute i Paris og af vores egen Anne-Birgitte Fonsmark, der internationalt betragtes som førende ekspert i Gauguin og er en af vores dygtigste museumsdirektører. I 2009 bragte DR2 en fremragende tv-udsendelse om afsløringen, hvor Shaun Greenhalghs forældre også var indblandet.

Preben Juul Madsen

 



Herover de tiltaltes fremragende forsvarsadvokater, som også er forsvarere i ankesagen. Til venstre auktionsdirektørens,
Jan Erik Kornerup Jensen, til højre direktørens samlevers, Jakob Lund Poulsen.








Charles Bailly og tolken i frokostpausen.












Kellermanns store trebindsværk om André Derain.
(tilhører Kunstbiblioteket på Charlottenborg)







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 


Christen Købkes forkastede receptionsstykke.



Det øverste er det originale. Men det nederste er det, der er gengivet i Krohns Købke-bog fra 1893. Billederne er mere
ens i farverne, end det fremgår af gengivelserne. Den mest iøjnefaldende forskel er vinduet i tårnet på kopien.



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi har herunder gengivet byrettens begrundelse og afgørelse og kommenteret i rødt.

Side 56 af 59

Personlige oplysninger.

De tiltalte Svend Erik Olsen og XXX har ikke givet oplysninger om deres personlige forhold, og der er ikke foretaget en
§ 808-undersøgelse vedrørende de tiltaltes personlige forhold.

De tiltalte er ikke tidligere straffede.


Rettens begrundelse og afgørelse.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen efter Grethe Meyers henvendelse til Ellekilde Auktionshus var hos Grethe Meyer i dennes lejlighed på Strandboulevarden i maj 2004 med henblik på indlevering af indboeffekter til auktion. Retten lægger videre til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen ved besøget viste interesse for et usigneret maleri af Derain, som Grethe Meyer ikke på det tidspunkt ønskede at sælge, og at tiltalte Svend Erik Olsen på baggrund af Grethe Meyers oplysninger om maleriet tilbød at undersøge maleriet.
Kunstnyt.dk: Her har dommerne gjort sig til kunsteksperter, hvilket de ikke er, ved at erklære maleriet ægte. Det er en ægthedserklæring at skrive: »...et usigneret maleri af Derain«. Som det fremgår af det følgende, blev maleriet undersøgt, og først flere måneder efter at XXX solgte det i Paris blev det af Kellermann endeligt erklæret ægte, en ægthedserklæring, som kan diskuteres.

 Retten lægger videre til grund, at Grethe Meyer herefter indleverede maleriet til Ellekilde Auktionshus med henblik på – som det fremgår af indleveringskvittering af 9. maj 2004 – at maleriet skulle undersøges i Paris. Ved indleveringen anslog tiltalte Svend Erik Olsen værdien af "Maleri af Andre Derain" til 400-600.000 kr.
Kunstnyt.dk: På det tidspunkt ved tiltalte ikke, om maleriet er et ægte Derain, hvorfor betegnelsen »Maleri af Andre Derain« kun refererer til bagsideteksten. Retten har selv brugt noget tilsvarende ved »...et usigneret maleri af Derain«. Og de 400-600.000 kr. er ikke nogen bindende prisvurdering. Og så blev maleriet reelt undersøgt i Paris, hvilket tydeligt fremgår af vidners forklaring.  

Grethe Meyer videregav i forbindelse med indleveringen maleriets historie til tiltalte Svend Erik Olsen. Retten lægger til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen fik oplyst, at maleriet i 1990 havde været hos Kunsthallen, som havde afvist maleriet efter, at Jens Thygesen havde været i forbindelse med Michel Kellermann, der ikke ville optage billedet i fortegnelsen over Derains værker, samt at maleriet havde været undersøgt af Statens Museum for Kunst i 1991 og 1992 uden resultatet.
Kunstnyt.dk: Rettens ord herover dokumenterer, at allerede her bør være nok til en frifindelse. Alle hidtil undersøgelser viser klart, at maleriet ikke er et ægte Derain. Kellermann er eksperten over alle eksperter vedrørende André Derain. Når han siger nej, så er det ikke Derain. Og det har han på dette tidspunkt gjort flere gange.

Retten lægger endvidere til grund, at Grethe Meyer og dennes familie trods de foretagne undersøgelser, herunder Kellermanns afvisning af at optage maleriet, ikke var i tvivl om maleriets ægthed. Efter vidnet Rikke Warmings forklaring om Grethe Meyers samtale med tiltalte Svend Erik Olsen sammenholdt med tiltalte Svend Erik Olsens værdiansættelse af maleriet ved indleveringen finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at det også var tiltalte Svend Erik Olsens opfattelse, at det var et maleri af Derain, og at det var grunden for hans tilbud om yderligere undersøgelse af maleriet i Paris.
Kunstnyt.dk: Det er helt uden betydning for sagen, at Grethe Meyer og hendes familie er overbevist om, det er ægte. Ingen af dem er Derain-eksperter. At tiltalte på et tidspunkt har givet udtryk for, at det er et ægte Derain, kan heller ikke bruges til noget. Svend Erik Olsen er heller ikke Derain-ekspert. Og igen må det fastslås, at maleriet blev undersøgt i Paris, hvor det igen blev afvist som ægte.

Side 57 af 59

På baggrund af tiltalte Svend Erik Olsens forklaring lægger retten til grund, at tiltaltes undersøgelse af maleriet alene bestod i opslag i kataloger og søgning på Art Prices index. Retten lægger videre til grund, at maleriet i forbindelse med et eftersyn i juni 2004 var udstillet i Ellekilde Auktionshus, og at flere interesserede, herunder de senere købere, tiltaltes samlever XXX og galleriejer Charles Bailly, så på maleriet og fik oplysning om, at det var et afvist maleri med en minimumspris på 200.000 kr.  
Kunstnyt.dk: Herover igen en begrundelse for frifindelse af tiltalte. Havde Bailly været sikker på, det var et ægte Derain (hvilket han ikke var ifølge egen forklaring), hvorfor købte han det så ikke til 200.000 kr.? Andre vidner har ligeledes fortalt, at det kunne købes for 200.000 kr.

Efter tiltalte XXXs forklaring lægger retten til grund, at hun ved eftersynet fik oplyst, at maleriet var i auktionshuset med henblik på formidling af salg, og at hun ved eftersynet tilbød at købe maleriet for den oplyste minimumspris på 200.000 kr., som hun uden videre accepterede.
Kunstnyt.dk: Igen et eksempel på, det kunne købes til 200.000 kr. Hvis tiltalte var sikker på, det var et ægte Derain, ville han næppe slippe det for 200.000 kr.

Retten lægger til grund efter vidnet Torsten Krause Meyers forklaring, der bestyrkes ved vidnet Rikke Warmings forklaring, at Grethe Meyer først i august 2004 blev kontaktet telefonisk af tiltalte Svend Erik Olsen vedrørende undersøgelsen af maleriet. Tiltalte Svend Erik Olsen oplyste, at han nu havde fået undersøgt maleriet, og at det ikke var en ægte Derain, men muligvis et elevværk. Denne oplysning førte til, at Grethe Meyer nu opgav maleriet som ægte.
Kunstnyt.dk: På det tidspunkt har tiltalte ikke haft andre muligheder for at undersøge maleriet, end de allerede oplyste. Kun én persons ekspertise er her afgørende, verdens eneste registrerede Derain-ekspert, Michel Kellermann, som gentagne gange, helt op til inden XXX solgte det i Paris, af ham var erklæret for falsk. Tiltalte kunne uden tvivl have fået andre kunsteksperter til at bedømme billedet, men deres dom ville ingen betydning have, selv om de erklærede det for ægte. Kun Kellermanns dom talte. Hvis retten mente, der havde været andre muligheder, burde retten have oplyst hvilke. Der var simpelthen intet alternativ. 

Retten lægger videre til grund, at tiltalte Svend Erik Olsen i en telefonsamtale med Grethe Meyer og Torsten Krause Meyer kort efter oplyste, at han havde en køber, der ville give det halve af maleriets værdi 200.000 kr., og at tiltalte hverken ved denne samtale eller ved senere henvendelser herom gav oplysning om, at køberen var hans samlever medtiltalte XXX, men derimod oplyste, at køberen var en amerikaner.
Kunstnyt.dk: Ingen auktionshuse nogen steder i verden, store som små, oplyser navn på køber eller sælger. Det kan ingen forlange. Og det er ikke strafbart at »lyve«, i dette tilfælde om at det var en amerikaner, som var køber. I øvrigt kan det vel være ligegyldigt, om det var XXX eller en amerikaner. Fru Meyer sælger ikke til 200.000 kr., fordi køberen er amerikaner. Det bliver maleriet hverken mere eller mindre ægte af. Fru Meyer sælger udelukkende, fordi tiltalte ikke kunne få billedet erklæret ægte. Og så længe han ikke kan det, kan han naturligvis ikke købe det for at være ægte. 

Efter vidneforklaringerne fra Torsten Krause Meyer og Karin Annelise Bruus finder retten ikke grundlag for at fastslå, at Grethe Meyer har modtaget tiltaltes breve af henholdsvis 12. maj og 24. juni 2004, eller at hun før telefonsamtalerne i august 2004 med tiltalte Svend Erik Olsen skulle have været bekendt med indholdet heraf.
Kunstnyt.dk: Der er megen mystik omkring disse breve. Det er en kendsgerning, at de eksisterer. Politiet har dem, flere aviser, blandt andre Politiken, har dem. Og nok så ejendommeligt, arvingernes advokat, som er gift med en af arvingerne. I retten nægtede advokaten at oplyse, hvor han havde dem fra.

Retten lægger således til grund, at Grethe Meyer først ved tiltalte Svend Erik Olsens henvendelse i august 2004 med oplysningerne om den foretagne undersøgelse samt købstilbudet besluttede at sælge maleriet, og at hun ønskede salget skulle ske uden auktion og til den tilbudte minimumspris på 200.000 kr. og gerne mere.
Kunstnyt.dk: Ja! Gerne mere. Helt forståeligt.

Retten finder det herved bevist, at tiltaltes urigtige oplysninger om, at den lovede undersøgelse af maleriet var foretaget samt resultatet heraf, har været bestemmende for Grethe Meyers beslutning om salg af maleriet, som hun indtil da anså for et ægte maleri af Derain med en proveniens, der var stillet spørgsmål ved gennem de tidligere foretagne undersøgelser.
Kunstnyt.dk: Igen må det gentages: Maleriet var undersøgt så meget, som det kunne undersøges. Hvis retten mener, det ikke var tilstrækkeligt, burde retten have fortalt, HVORDAN det yderligere kunne undersøges. Det har retten undladt. Derfor har retten kun at acceptere tiltaltes forklaring.
 

Side 58 af 59

Tiltalte Svend Erik Olsen, der er en erfaren kunsthandler og på det tidspunkt var direktør for auktionshuset, måtte på baggrund af de oplysninger, han havde modtaget fra Grethe Meyer om maleriets historie, og resultatet af tiltaltes undersøgelser blandt andet søgning i Art Prices index være klar over, at maleriet havde en betydelig værdi og i hvert fald på de 400. - 600.000 kr., som han i indleveringskvitteringen havde værdiansat maleriet til. Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte ikke fik undersøgt maleriet i Paris og ikke rettede henvendelse til Statens Museum for Kunst, der senest havde undersøgt maleriet, men alene udtalte sig til Grethe Meyer på baggrund af egne opslag i kataloger.
Kunstnyt.dk: Tiltalte har ikke på noget tidspunkt givet en endelig erklæring om, at maleriet var ægte.

Når henses til, at tiltalte i juni måned 2004 ved eftersynet hos Ellekilde Auktionshus til interesserede oplyste en pris på maleriet på 200.000 kr., at det var på et tidspunkt, hvor Grethe Meyer endnu ikke havde fremsat ønske om salg af maleriet, og hvor tiltalte Svend Erik Olsen ved indleveringen af maleriet havde værdiansat det til 400. - 600.000 kr., finder retten det bevist, at det har været tiltalte Svend Erik Olsens hensigt at udnytte denne vildfarelse hos Grethe Meyer om undersøgelsen og værdien af maleriet med henblik på retsstridigt at skaffe sig en betydelig fortjeneste ved salg af maleriet.
Kunstnyt.dk: Retten kan ikke bevise sin påstand. Se ovenfor.

Retten lægger til grund, at vidnet galleriejer Charles Bailly, der senere sammen med galleriejer Robert Stoppenbach købte maleriet, ved besigtigelsen af maleriet under eftersynet i juni 2004 hos Ellekilde Auktionshus viste interesse for maleriet og tilbød tiltalte Svend Erik Olsen nærmere at undersøge maleriet, og at Charles Bailly meddelte tiltalte Svend Erik Olsen resultatet af denne undersøgelse, inden de tiltalte Svend Erik Olsen og XXX kom til Paris med maleriet.
Kunstnyt.dk: Korrekt! Resultatet var, som gentaget utallige gange, at maleriet ikke var medtaget i Kellermanns fortegnelse. Det var det, Bailly fortalte i retten.

Retten finder det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltalte XXXs forklaring om baggrunden for køb af maleriet, når henses til at hun 5 uger efter købet af det maleri, som hun havde fået oplyst var uægte, til 200.000 kr., tog maleriet med til Paris og solgte maleriet til ca. 5 mill. kr. Retten lægger til grund, at tiltalte XXX som Svend Erik Olsens samlever bistod Svend Erik Olsen ved hendes personlige firma AV Francaise's køb af maleriet, og at det i realiteten var tiltalte Svend Erik Olsen, der købte og videresolgte maleriet til Charles Bailly og Robert Stoppenbach. Dette bestyrkes af, at tiltalte Svend Erik Olsen ikke på noget tidspunkt heller ikke over for Rikke Warming fra Statens Museum for Kunst oplyste, hvem der var køber af maleriet, og det senere forløb med tiltaltes XXXs oprettelse af det selskab, hvortil salgssummen på de ca. 5 mill. kr. blev faktureret, og hvor de tiltalte begge er bestyrelsesmedlemmer samt den i 2005 oprettede samarbejdskontrakt om de tiltaltes fordeling af fortjenesten, hvorved de ca. 5 mill. kr. blev fordelt mellem de tiltalte som kommission med 50 % til hver. Retten finder endvidere, at tiltalte XXX har været klar over denne sammenhæng, og at hun ved sin bistand medvirkede til at påføre sælgeren af maleriet et tab.
Kunstnyt.dk: Det er ikke ulovligt at hjælpe andre. Om det reelt var Svend Erik Olsen, som solgte maleriet, er sagen uvedkommende, og beviser ikke det, retten påstår. At de deler er heller ikke ulovligt.

En dommer finder det ubetænkeligt efter det foran anførte at anse tiltalte skyldig i den rejste tiltale.
Kunstnyt.dk: Ubetænkeligt! Ser man det.

Side 59 af 59

To dommere finder det ikke med den for domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte XXX har været klar over eller haft grundlag for at antage den mulighed, at tiltalte Svend Erik Olsen retsstridigt udnyttede en vildfarelse hos Grethe Meyer. Disse dommere finder, således som tiltalen er rejst, herefter ikke grundlag for at domfælde tiltalte XXX.

Efter stemmeflertallet vil tiltalte XXX være at frifinde.

Retten finder det bevist, at tiltalte Svend Erik Olsen er skyldig i bedrageri efter straffelovens § 279.
 

Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1,jf. § 279.

Der er ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte Svend Erik Olsen har misbrugt den tillid, som Grethe Meyer og hendes familie havde til ham som erfaren kunsthandler og direktør i auktionshuset samt til, at bedrageriet angår et maleri til en betydelig værdi. Den usikkerhed, der var omkring billedets proveniens på salgstidspunktet i august 2004, og branchens karakter er imidlertid særlige momenter, som tillige har haft indflydelse på den straf, sagens økonomiske omfang ellers måtte betinge. Som følge heraf har retten henført forholdet under straffelovens § 285, stk. 1.

Retten har ikke fundet grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.

Thi kendes for ret:

Tiltalte XXX frifindes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for XXX, herunder 243.200 kr. + moms i salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jakob Lund Poulsen.

Tiltalte Svend Erik Olsen straffes med fængsel i 8 måneder.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder 242.275 kr. + moms i  salær til den beskikkede forsvarer, advokat Jan E. Komerup Jensen.  

                                                                                Sanne Bager

                                                                                                                    Udskriftens rigtighed bekræftes.

                                                                                                      KØBENHAVNS BYRETS JUSTITSKONTOR, den

 

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
29. januar 2010