Derain-sagen i Østre Landsret
Referater fra ankesagen
Se dommen i byretten

Sagens landsdommere er Mikael Sjøberg (retsformand), Margit Stassen og Kristian Lind Jensen (konstitueret), mens anklagemyndigheden er repræsenteret ved  Statsadvokatas- sessor Anne Birgitte Stürup, som lagde ud med at oplæse anklageskriftet, som er det samme som i byretten. Derefter gennemgik hun byretsdommen, der som bekendt resulterede i en ubetinget fængselsstraf på 8 måneder til auktionshuset Ellekildes tidligere direktør, Svend Erik Olsen. Retten godkendte fortsat navneforbud mod Svend Erik Olsens samlever, som i byretten blev frifundet.

Anne Birgitte Stürup forelagde sagen og oplyste, at Grethe Meyers arvingers advokat, Gangsted-Rasmussen på ny  fremsætter erstatningskrav. Anklageren forklarede så retten, hvad man forstod ved proveniens. Hun kom også ind på to breve, som forekommer meget vigtige for anklagemyndigheden, idet denne påstår, at Grethe Meyer aldrig har modtaget dem. Domsformanden havde åbenbart ikke noget forkendskab til brevene, idet han spurgte: »Hvilke breve«. Dommeren Margit Stassen virkede flere gange lettere irriteret over anklagerens forelægning, og da en af advokaterne rettede anklageren, bemærkede domsformanden, at hendes fremførelse var farvet. Ser man det!

»Derain var 26 år gammel, da han malede det maleri, sagen drejer sig om«, sagde anklageren. Men det kan hun ikke vide, da billedet er usigneret og udateret. Hun kan heller ikke omtale maleriet som ægte, da tidspunktet, hun taler om, er før, maleriet bliver godkendt af Michel Kellermann, en godkendelse, man i øvrigt kan diskutere. Anklageren sagde også, at det tidligere har tilhørt Tetzen-Lund, men det vides ikke med sikkerhed. Endvidere omtalte hun Derain som elev af Matisse. Det var han ikke, de kendte hinanden, var nære venner og malede ofte sammen, men han var ikke direkte elev af Matisse.

Anklageren brugte meget tid på forholdet mellem en påstået vurdering på 400-600.000 kr., som Svend Erik Olsen skulle have sat det til, før han købte det for 200.000 kr. af Grethe Meyer, og salgsprisen til Bailly og Stoppenbach på 5 mio. kr. Svend Erik Olsen fortalte, at det ikke var ham, der havde vurderet det til 400.000 kr., men i første omgang Kunsthallens Jens Thygesen. Men det var en pris, der var baseret på, at maleriet var ægte. Og det var det ikke på det tidspunkt. Eller rettere, Kellermann havde endnu ikke udfærdiget den omstridte ægthedserklæring, som først forelå syv måneder efter, at billedet solgtes i Paris for 5 mio. kr. En pris fastsat af Bailly, fordi han troede på maleriet, som Svend Erik Olsen fortalte.

Så skete det pinlige, at anklageren fremlagde tre erklæringer fra kendte auktionshuse, af Francis Breast fra Artcurial og Raymond de Nicolay, begge Paris, samt Èric Pillon Enchères i Versailles. De havde alle tre fået stillet det tåbelige spørgsmål: Hvad er vurderingen på et maleri af et fransk landskab i størrelsen 54x65 cm udført af en ubekendt maler? Vanvittigt! Den slags spørgsmål kan man simpelthen ikke stille. Kun teksten, ingen billeder. Francis Breast oplyste ikke over 8.000 Euro, mens de to andre udtalte, at sådan et maleri ingen værdi havde. Svend Erik Olsen oplyste, at han havde solgt flere malerier af ubekendte for over 200.000 kr. Og meget aktuelt kan nævnes en pris på 7,1 mio. kr. for maleriet her til højre, af sagkundskaben vurderet som malet af en ubekendt.

Og hvad med alle de mange Rembrandt'er, som alligevel ikke var af Rembrandt? I den berømte Rembrandt-ekspert Abraham Bredius' »Rembrandt-bibel« fra 1935 havde han medtaget 639 ægte Rembrandt. I dag har eksperterne reduceret dette antal til omkring 250. Tør man en gang til dømme Svend Erik Olsen på det løse grundlag, hele anklageskriftet bygger på? Hvad nu, hvis der om nogle år dukker en rigtig Derain-ekspert op og erklærer det aktuelle maleri for uægte? Hvad så? Eller det »ægte«, som Kellermann sagde fandtes. Han påstod som bekendt, at det aktuelle var en kopi.

Formålet med de tre udtalelser var et kluntet forsøg på at dokumentere, at malerier af ubekendte malere ligger langt under den pris på 200.000 kr., Svend Erik Olsen havde betalt Grethe Meyer for et af en »ubekendt«. Men det var at sammenligne æbler med pærer. De tre auktionshuse havde ikke noget billede at vurdere ud fra, kun omtalte tekst. Det indslag kan retten næppe tage med i nogen bedømmelse.

Første retsmøde sluttede klokken 14:45. Næste møde er på onsdag, den 3. februar. Ikke alle vidner fra byretten er indkaldt igen. Forsvaret har bedt om at afhøre kunsthandleren Heine Robert Dahl Bartsch, mens andre vidner bliver to af Grethe Meyers døtre, Annelise Buus og Birthe Krause Dennys. Endvidere igen Charles Bailley, Rikke Warming, revisor Bent Nicolajsen samt to nye, kriminalassistent John Mann Christensen og Lars Kjærulf Møller, leder af Bornholms Kunstmuseum.

2. retsmøde
Onsdag den 3. februar 2010

Retmødet startede med anklagerens oplæsning af Svend Erik Olsens samlevers vidneforklaring fra byretten efterfulgt af anklagerens spørgsmål, hvor hun skiftevis tiltalte samleveren du og De. Noget brugbart nyt kom der ikke ud af afhøringen. Anklageren ville vide, om samleveren og Svend Erik Olsen ikke havde talt sammen om maleriet, hvilket hun svarede nej til.
»Spurgte De ikke, hvor det kom fra«, spurgte anklageren.
»Nej!«, svarede samleveren, som forklarede, at hele hendes dag gik med at hente og bringe sine børn. »Vi var ikke så tæt sammen, men vi sov sammen«, sagde hun.

Så kom talen ind på besøget i Paris, hvor maleriet blev forevist Bailley i hans galleri. »Man kom ind, det var stort, man er lille«, sagde hun. Bailly lånte maleriet, men samleveren vidste ikke, hvad han skulle låne det for. Da der gik flere dage, blev hun lettere irriteret, troede, han kun skulle låne det nogle timer. Men da han kom tilbage, tilbød han uden videre at købe det for 5 mio. kr.
»Hvorfor ikke i euro«, spurgte anklageren.
»Det ved jeg ikke«, svarede hun.
»Hvad troede Bailley på«, spurgte anklageren.
»Det ved jeg ikke, hvad han troede på«, svarede hun.
Anklageren: »Så har vi den regning, den som Baillys søn har skrevet. Der står Tableaux. Derain 1905«. 
Samleveren: »Det kan jeg godt se, men fokuserede ikke på teksten, kunne være et elevarbejde, det var jo afvist«.
Anklageren: »Han sagde 5 mio., og De sagde top!«
Samleveren: »Ja!«.
Anklageren: »Mener, det altid er meget vigtigt med proveniensen. Spurgte Bailly om billedets historie?«
Samleveren: »Mener, Svend Erik sagde, det havde tilhørt Olaf Rude.
Retsformanden spørger: »Var der andre til stede, tolk?«.
Samleveren: »Nej!«
Anklageren: »Fik Bailly at vide, hvor det var fra?«.
Samleveren: »Nej!«.
Anklageren: »Har du aldrig spurgt Svend Erik, hvor det kom fra?
Samleveren: »Nej!«.
Anklageren: »Når I nu boede sammen, sagde han så ikke, hvor det kom fra?«.
Samleveren: »Nej!«.
Anklageren, Anne Birgitte Stürup, borede derefter meget i misforholdet mellem købsprisen på 200.000 kr. contra salgsprisen på 5 mio. kr. Men det kom der ikke andet ud af end allerede oplyst.

Spørgerunden gik så over til samleverens advokat, Lund Poulsen, der spurgte om hun havde fået at vide, at prins Henrik var interesseret i maleriet og havde tilbudt mindre end 200.000 kr, hvilket hun svarede ja til. Men selv ville hun ikke byde under de 200.000 kr.
Så fortalte hun, at hun i bilen havde overhørt en samtale mellem Grethe Meyer og Svend Erik Olsen, og hvor fru Meyers søn, Torsten Krause Meyer, kommer til telefonen og bekræfter, at hans mor vil sælge for 200.000 kr.

På førstedagen havde anklageren fremlagt nogle eksempler på ubekendte malerier, som var solgt til små penge for på den måde at dokumentere, at de 200.000 kr., som Svend Erik Olsen havde købt det omstridte maleri for, virkede mistænkeligt meget for et maleri af en ubekendt.

Men det forekommer hele tiden, 100.000-vis af malerier af ubekendte er gennem tiden solgt til langt over 200.000 kr. Og det havde fået Lund Poulsen til at samle en række beviser for, at hans klient havde købt malerier af ubekendte til store penge. Han fremviste adskillige eksempler på køb foretaget af samleveren, bl.a. en usigneret gouache, som hun havde købt for 90.000 euro, uden signatur og proveniens, men købt for at være malet af Karel Appel. Hun havde også købt et maleri hos Lauritz.com til næsten 200.000 kr., efter Rembrandt, som hun sagde. Og adskillige andre, som ingen proveniens havde, og nogle som var tilskrevet, hvor ægtheden ikke kunne dokumenteres.

Retsformanden spurgte: »Kender De fru Meyer«, hvilket samleveren svarede nej til.

Så ville anklageren vide, hvordan hun solgte. »På auktion, til handlende og privat«, lød svaret.

Mellem dagens afhøringer dokumenteredes vidneudsagn fra byretten, fra de vidner, som ikke igen skulle vidne. Det foregik blot ved at deres forklaringer oplæstes.

Efter frokost afhørtes Grethe Meyers søn, Torsten Krause Meyer af Svend Erik Olsens advokat, Kornerup Jensen. Efter oplæsningen af hans forklaring i byretten, ønskede han at korrigere flere datoer. Og han gentog, at det var hans mors opfattelse, at maleriet var et ægte Derain, men at hun ikke var kunstkender, og at der ingen vej var uden om Kellermann. 
Kornerup Jensen: »Har Deres mor omtalt det som ægte, men...«.
Krause Meyer: »Korrekt!«
Kornerup Jensen: »I perioden 5. maj til 2. august 2004, fik du noget at vide af din mor, hvordan det gik med undersøgelsen i Paris?«.
Krause Meyer: »Nej!«.
Krause Meyer fortalte, at han ikke havde set noget dokument fra Thygesen (Kunsthallen), hvilket fik Kornerup Jensen til at henvise til politirapporten, hvor Krause Meyer netop havde udtalt, at han havde set det fra Kellermann. Men det kunne Krause Meyer ikke huske, han havde sagt.
Krause Meyer: »Svend Erik fortalte, det var erklæret uægte af en ekspert«.
Kornerup Jensen: »Er det ikke Kellermann?«.
Krause Meyer: »Det ved jeg ikke!«.
Kornerup Jensen henviser nu til et brev fra Rikke Warming, som havde talt med Grethe Meyer, og hvori hun citerer denne for at have sagt, at hun havde opgivet troen på, det var ægte.
Her bryder retsformanden ind, mener åbenbart, de mange spørgsmål er overflødige, hvilket får Kornerup Jensen til at tale med STORE bogstaver.
»Hr. retsformand! Temaet for min afhøring er at bevise, at fru Meyer var en selvstændig kvinde, men ikke oplyste alt til sine børn«. 

Lund Poulsen stillede det sidste spørgsmål til Krause Meyer.
»Var der andre effekter i Rude-kataloget, der vedrørte Derain?«. Hertil svarede Krause Meyer: »Det er jeg ikke sikker på«. Efter moderens død fandt familien et par breve i et katalog fra en Rude-udstilling.

Næste vidne var Grethe Meyers datter, Birthe Krause Dennys, som i flere årtier havde boet i England, og ikke tidligere havde vidnet. Hun talte meget lavmælt, og var yderst forsigtig i sine udtalelser. »Man forventer ikke, at man kan huske alt efter flere år, det har vi forståelse for«, sagde retsformanden til datteren.
Hun fortalte nu det, som hendes søskende tidligere havde fortalt, at det var maleren Jais Nielsen, som i 30erne havde købt maleriet på en auktion for James Meyer, som var hans svoger. Birthe Krause Dennys havde været tilstede i moderens lejlighed, da Svend Erik Olsen 5. maj 2004 tog maleriet med for at vise det til prins Henrik og få det undersøgt i Paris, som hun sagde.
Anklageren: »Skulle det sælges?«
Krause Dennys: »Nej!«.
Anklageren: »Hørte De noget i den periode fra maj til salget i august?«.
Krause Dennys: »Nej! Hørte ikke mere, før det var solgt«.
Krause Dennys fortalte, at hun ikke havde hørt om de to håndskrevne breve fra Svend Erik Olsen af hhv. 12.5. 2004 og 24.6. 2004. Hun sagde også, at hun havde hørt, at det var købt af en amerikaner.

Krause Dennys til Kornerup Jensen: »Jeg ved, det har været hos Kunsthallen, og at Statens Museum for Kunst havde sendt billeder til Kellermann. Ved ikke, om Kellermann har udtalt sig til Thygesen (Kunsthallen). Det ville koste 50-100.000 kr. at få det vurderet hos Kellermann, havde Thygesen sagt«.
»Men det har Thygesen ikke sagt«, indskød Kornerup Jensen.

Krause Dennys fortalte, som sin bror, at der i Rude-kataloget lå to breve, men kunne ikke beskrive materialet. »Men der var flere mapper, omkring så meget«, sagde hun og markerede det med hånden 15-20 cm over bordet. (Det i kursiv er en tilføjelse, sætningen var faldet ud ved indskrivningen 3.2.10). »Min bror tog det hjem til sig selv, det blev ikke smidt væk«.

Det var meningen, at den anden søster, Karin Annelise Bruus, skulle have vidnet, men hun nåede kun at sætte sig i vidneskranken for at blive bedt om at komme igen dagen efter, hvilket hun indvilligede i. Men efter hun var gået, kunne det tidsmæssigt heller ikke lade sig gøre, hvorfor hun ville blive kontaktet og bedt om at møde den 8. februar.

2. dagen sluttede klokken 15:30.

Torsdag skal bl.a. Bailley afhøres igen. Med tolk.

3. retsmøde
Torsdag den 4. februar 2010

Klokken 9:30 var den parisiske galleriejer Charles Bailly, som var den ene køber af Derain-maleriet, endnu ikke ankommet til retten. Det gjorde han dog 5 minutter senere. Men så var anklageren væk. Hun dukkede op 9:39, så mødet kunne komme i gang. Retsformanden bød Bailly velkommen på fransk, men ellers foregik afhøringen oversat til dansk af en tolk, der oversatte til dansk samtidig med, at Bailey talte fransk. Det gør det vanskeligt at følge med, når to taler i munden på hinanden, og oven i købet på to forskellige sprog. Og Bailly var meget talende, så meget, at dommeren måtte henstille til ham om at svare kort. Bailley var forsvarets vidne.

Svend Erik Olsens samlevers advokat, Lund Poulsen, læste så Baillys forklaring fra byretten op. Det tog 40 minutter, da det sætning for sætning skulle oversættes til fransk. Under hele oplæsningen nikkede Bailly eller sagde oui, som accept af det, han tidligere havde sagt. Han nikkede også et ja, da det blev læst op, at den anden køber, Stoppenbach, var Kellermanns svigersøn, selv om han reelt var hans stedsøn. Men en biting uden betydning.

Adspurgt om der var nævnt en mindstepris ved eftersynet hos Ellekilde i juni 2004, da Bailley havde set Derain-maleriet, svarede han nej. Han var kun interesseret i maleriet, som han havde fået oplyst var afvist af Derain-eksperten Kellermann. Hans søn tog nogle fotografier, og Bailley ville så undersøge maleriet i Paris.

I midten af september 2004 kørte Svend Erik Olsen og samleveren til Paris med Derain-maleriet og et andet maleri, som Svend Erik Olsen mente kunne være et af Kandinsky, og som han ville have undersøgt.

Det meste af afhøringen gav samme svar, som i byretten. Vi fik at vide, at Kellermann igen afviste det, men at han til sidst, efter pres fra Stoppenbach, hans stedsøn, indvilligede i at se på det, og havde det til gennemsyn 2-3 dage.

I byretten godkendte Bailly, at han havde udtalt følgende, som det fremgår af Udskrift af Dombogen: Prisen blev fastsat ud fra følgende faktorer; prisen for andre Derain-malerier, det forhold at maleriet ikke var signeret og det forhold at maleriet ikke havde nogen historik. Et ikke signeret maleri kan nemt miste en tredjedel af sin værdi. Med hensyn til maleriets historik var der også det forhold, at Olaf Rude ikke var kendt i Frankrig. Vidnet redegjorde for disse faktorer, der indgik i prisfastsættelsen på 5 mio. kr., over for XXX. XXX var meget glad for tilbuddet, idet hun ikke havde troet, at prisen kunne være så høj.

Denne af Bailley godkendte vidneudtalelse viser med al tydelighed, at det var Bailley, som tilbød XXX (samleveren) at købe for 5 mio. kr. Men nu i landsretten gav han en helt anden forklaring. Nu hed det sig pludselig, at Bailly havde tilbudt XXX 600.000 euro, men at hun ikke var tilfreds med det og forlangte 5 mio. danske kroner, som var lidt mere end 600.000 euro. Det skulle han have udtalt til en politirapport i Paris. Det havde han åbenbart glemt i byretten. Hans hukommelse synes ikke imponerende.

Endvidere huskede han nu, at han havde oplyst til XXX, at Kellermann mundligt havde godkendt maleriet som ægte Derain. Men det sagde han ikke i byretten, og XXX har hele tiden hævdet, at det fik hun ikke at vide. Bailley bekræftede dog, at tilbuddet på de 5 mio. kr. blev givet i danske kroner, som fortalt af XXX. »Vi siger altid et rundt tal i det pågældende lands valuta«, sagde han. Men han sagde også, at han havde tilbudt 600.000 euro. »Jeg købte det som ægte«, sagde han, men fortalte også, at der på købstidspunktet endnu ikke forelå en ægthedserklæring fra Kellermann. I byretten sagde han, at der stadig var en risiko for, at Kellermann ville afvise det, så længe maleriet ikke var rengjort.

Bailley virkede ikke helt troværdig. Han sagde også, at XXX havde betalt temmelig meget for et maleri (200.000 kr.), som ikke var godkendt. Det stemmer ikke overens med den kendsgerning, at han tilbyder hende 5 mio. kr., før det var godkendt. Det er immervæk 4,8 mio. mere end 200.000, som han syntes var meget.

Klokken 11:05 forlod Bailley vidneskranken.

Næste vidne var kunsthistorikeren Rikke Warming, som også vidnede i byretten. Og igen oplæstes forklaringen fra byretten som dokumentation.

Rikke Warming fortalte, at der var fuld dokumentation for, at Derain-maleriet kommer fra Tetzen-Lund, idet han altid nummererede sine billeder bagpå, og nummer 12 stempte overens med »Derain: Paysage 1910 700«, som det fremgår af 19. årgang af »Kunst og Museum« fra 1984 med en oversigt over hans samling, skrevet af Lennart Gottlieb. Tallet 700 er købsprisen i franc. Anklageren fremlagde et foto fra Fotografisamlingen af Derain-maleriets forside, men ikke bagsiden. Den ses her, hvor det er svært at få øje på tallet 12.

Så kom der lidt »uoverensstemmelser« mellem Rikke Warming og Kornerup Jensen, der antydede et eller andet, som retsformanden gav ham en »kindhest« for. Det drejede sig om, at Svend Erik Olsen ifølge Rikke Warming skulle have sagt til Grethe Meyer, at han havde undersøgt maleriet, da han fik det udleveret. »Hvordan kan det hænge sammen«, spurgte Kornerup Jensen. Og igen kom beløbet på bane, at det ville have kostet Grethe Meyer 50-100.000 kr. at få det vurderet af Kellermann, et tal, som ingen ved, hvor Grethe Meyer har fra. Men nu er det gentaget flere gange. Stoppenbach nævnte i byretten, at Kellermann tog 1.000 franc. En pris på 100.000 kr. virker også helt urealistisk. Man skal tænke på, det er ikke en pris for at erklære det ægte, men blot for at vurdere, om det er ægte.

Efter frokost afhørtes den politimand, John Mann Christensen, som havde afhørt Svend Erik Olsen den 28.4. 2006 efter Grethe Meyers arvinger havde politinameldt ham. Det var anklagemyndighedens vidne, men Lund Poulsen protesterede kraftigt mod spørgsmålenes form, hvilket resulterede i, at alle talte så meget i munden på hinanden, at retsformanden manede til orden. Anklageren mente hendes spørgsmål var et centralt punkt i sagen, da hun ville dokumentere, at Svend Erik Olsen til politirapporten havde fortalt noget andet, end i byretten. Men vidnet skulle have været afhørt i byretten, sagde retsformanden, ikke på nuværende tidspunkt, hvor Svend Erik Olsen i byretten havde afgivet forklaring.

Man nåede dog at få klarlagt, at Svend Erik Olsen til politirapporten havde givet korrekt oplysning om, hvem han havde solgt maleriet til, nemlig til A.V. Francais, som ejedes af hans samlever.

Der var ikke meget kød på den afhøring.

Næste vidne, anklagerens, kunne man kun undre sig over var tilsagt. Fra det snestormshærgede Bornholm havde man sendt bud efter Lars Kjærulf Møller, leder af Bornholms Museum. Det eneste han nåede at fortælle, og blev spurgt om, var, at han i 1990 havde besøgt Grethe Meyer, hvor han havde set Derain-maleriet. No more! Forsvaret havde ingen spørgsmål.

Dagens sidste vidne var kunst-og antikvitetshandleren Heine Robert Dahl Bartsch, som på eget initiativ havde bedt om at blive afhørt. Han fortalte, at han havde handlet med kunst og antikviteter i 25 år, og havde købt og solgt hos Ellekilde. Han havde også set Derain-maleriet i juni 2004, hvor Svend Erik Olsen viste ham det, og de talte om det. Han fik at vide, det var afvist, og var af den grund ikke interesseret i at købe det. »Når man hører afvist, så er man oppe mod stærke kræfter«, sagde Dahl Bartsch, som også havde fået det tilbudt til 200.000 kr. 

Således sluttede 3. dagen. Mandag den 8. er der procedure, og allerede den 12. februar afsiges dommen.

(Det skal måske lige nævnes, at undertegnede her torsdag aften har talt med en kendt kunsthandler, som af en anden handlende havde fået at vide, at han også havde fået tilbudt Derain-maleriet til 200.000 kr.).

4. retsmøde 
Mandag den 8. februar 2010
(Kommentarer i rødt af Preben Juul Madsen)

Sidste vidne i sagen var Grethe Meyers datter, Karin Annelise Bruus, hvor afhøringen af hende var udsat tre gange pga rettens mangel på tid. Men i dag kl. 9:30 sad hun i skranken, hvor man startede med at læse hendes forklaring fra byretten op. »Det var en meget lang forklaring«, kommenterede retsformanden Mikael Sjøberg efter oplæsningen.

Det var anklagerens vidne, hvorfor hun startede afhøringen. Meget var en gentagelse af det, vidnet havde sagt i byretten, hvor hun gentog forløbet af Svend Erik Olsens besøg i sin mors lejlighed, hvor hun selv havde været tilstede. Her fik Svend Erik Olsen hele billedets »livshistorie«, sagde hun, hvordan hendes farfar gennem maleren Jais Nielsen havde købt maleriet på Jacobæus' auktion i København (Winkel & Magnussen, red.) og at det gennem arv havnede hos Grethe og Gunnar Meyer.

Karin Annelise Bruus fortalte også, at hendes mor længe før Svend Erik Olsen kom ind i billedet havde rettet henvendelse til Jens Thygesen i Kunsthallen, og at hendes mor havde fortalt hende, at Michel Kellermann ikke umiddelbart kunne give en udtalelse om billedet.
(Det er direkte forkert. Det gjorde Kellermann netop, skriftligt, med påtegnelsen FX for falsk, hvilket Grethe Meyer havde oplyst over for Svend Erik Olsen).
»Vi i familien har aldrig set noget skriftligt fra Kellermann, sagde Karin Annelise Bruun, »kun mundligt fra Thygesen, som havde billedet for at sælge det«.

Så fik vi igen historien om, at Svend Erik Olsen ville vise det til prins Henrik. Og igen forklaringen om, at Karin Annelise ikke havde set de to breve af 12.5. og 24.6. 2004, som ifølge Svend Erik Olsen var sendt til Grethe Meyer. Det samme havde hendes anden søster og hendes bror vidnet om og sagt, at de heller ikke havde set brevene. Vi i familien var meget tæt sammen, og min mor åndsfrisk lige til det sidste. 10 dage før sin død spillede hun konkurrence-bridge (lettere munterhed i salen. red).

Svend Erik Olsen ringede i begyndelsen af august (2004, red) og fortalte, at han nu havde en køber, som ville betale mellem 200.000 og 300.000 kr. [Beløbet 300.000 er ikke tidligere nævn i sagen, red]. Svend Erik Olsen sagde, det ikke var ægte, og han fik lov at sælge det for 200.000 kr., minus 20.000 kr. i salær.

Så gik afhøringen over til forsvaret, og Kornerup Jensen spurgte: »Da Thygesen havde billedet, kom han da med en værdiansættelse?«, hvortil Karin Annelise Bruus mente, at hendes bror (Torsten Krause Meyer, red) havde nævnt et tal omkring 400.000 kr.

Karin Annelise Bruus virkede meget usikker på, hvad der var af breve vedrørende Derain-maleriet efter moderens død. Hun havde kun set to fra Raaschou-Nielsen, som lå i et katalog fra en Rude-udstilling. I byretten sagde Karin Annelise Bruus: »Det eneste, der foreligger fra Thygesen, er et brev om tilbagelevering«. Samleverens advokat, Lund Poulsen, ville vide, hvor det brev nu var. »Det ved jeg ikke«, sagde Karin Annelise Bruus. »Forekommer mig, jeg har set dét fra Kellermann, fordi han var i tvivl om et par stempler. Mener, jeg har set det i mappen. Ved ikke, hvor det brev er henne. Jeg er bange for, det er forsvundet«. 
Lund-Poulsen: »Jeg interesserer mig udelukkende for, hvad der er blevet af det brev«.
Karin Annelise Bruus: »Jeg ved ikke, om der var noget brev«. [Usammenhængende, modsigende forklaring, red]  

Forsvaret fremlægger nu to skemaer med priser på Derain taget fra databasen Artprice.dk, fra 20-30.000 engelske pund til 50-70.000 samt en række eksempler på priser mellem 5.000 og 50.000 dollars. Endvidere salg af flere ubekendte malere, ikke af Derain, til omkring 200-300.000 kr., underforstået, at der sælges adskillige malerier af ubekendte for omkring de 200.000 kr., som Svend Erik Olsen havde givet for Derain-maleriet.

Anklagerens procedure
Så var turen kommet til anklagerens procedure, og det gik ikke stille for sig. Anklageren Anne Birgitte Stürup, som skal roses for at tale klart og tydeligt, startede med brask og bram: »Højt estimerede kunsthandlere som Bailley og Stoppenbach siger ja til, at maleriet er ægte«.
»Ja, siger Raaschou Nielsen«.
»Ja, siger Rikke Warming«.
»Ja, siger proveniensen Tetzen-Lund omkring 1917«.
»Ja, sagde Jacobæus«.
»Ja, sagde Jais Nielsen«.
[Ingen af de nævnte personer er Derain-eksperter. Og ingen af dem har forud for Grethe Meyers salg til Svend Erik Olsen afgivet nogen ægthedserklæring. Det har kun Michel Kellermann kunnet. At Raaschou-Nielsen og Rikke Warming siger det er ægte, er ikke noget sandhedsbevis. At maleriet kommer fra Tetzen-Lund er heller ikke noget bevis for, at det er ægte. Der var i hvert fald et maleri i hans samling, købt for at være malet af van Gogh, men senere afvist at være ægte, i Lennart Gottliebs Tetzen-Lund-fortegnelse i Kunst og Museum fra 1984 opført som nr. 42: Van Gogh: oignons m 23000/6498.
Tallene er købsprisen i franc og kroner] 

Og så fik alle i salen at vide, at det var en klassisk sag om bedrageri, her om den pæne mand og en velhavende kvinde (ironien var ikke til at tage fejl af), som i fællesskab narrer en kvinde, der hele tiden har vidst, at hendes maleri var ægte, men som nu får den troværdige Svend Erik Olsen til at bilde hende ind, at det er uægte for derefter at sælge det som ægte for 5 mio. kr.
[Maleriet er ikke solgt som værende ægte. Kellermanns ægthedserklæring foreligger først 7 måneder efter samleverens salg til Bailley og Stoppenbach. Det fremgår klart og tydeligt i sagen]

Vi fik igen at vide af anklageren, at det først var samleveren, som havde forlangt 600.000 euro, og ikke Bailley, som havde tilbudt 5 mio. kr. Og, at de havde fået en ægthedserklæring.
Vi fik også at vide, at Derain stort set var ukendt op til 1917, og at Grethe Meyer fortalte alle, at hun havde en ægte Derain.
[Under afhøringen i byretten fortalte Bailley, at det var ham, som tilbød at give 5 mio. kr., da han altid oplyste prisen i den pågældende sælgers hjemlands møntsort. Det ændrede han så i landsretten til, at det var samleveren, som først krævede 600.000 euro]

Anklageren: »Bailly har set maleriet og sagt: Det er et rigtigt godt maleri«.
[Det har han ikke sagt. I byretten sagde han, citat: »Maleriet var i dårlig stand, det var beskidt...Vidnet mente, det var fra fauvistperioden, men han skulle have gjort det rent for at være helt sikker«].
Anklageren: »Svend Erik Olsen havde sagt til Grethe Meyer, at det var undersøgt af en ekspert i Paris«.
[Det var det også. Det eneste sted, det kunne undersøges, nemlig i Kellermans trebindsfortegnelse over Derain. Og her var det ikke. Det er bevidnet af Bailly].
Anklageren: »Svend Erik Olsen håber, politiet ikke finder frem til maleriets køber, politiet finder selv ud af, det er samleveren«.
Anklageren: »Havde de haft rent mel i posen, så havde de sagt til politiet, at det var kæresten, det var solgt til«.
[Som vidne fortalte politiassistenten, John Mann Christensen 4.2. 2010, at Svend Erik Olsen havde fortalt ham, at det var solgt til firmaet A.V. Francais, som var samleverens firma. Så anklagerens oplysning er forkert]
Og så igen de to breve, som Svend Erik Olsen har fastholdt at have sendt til Grethe Meyer.
Anklageren: »Det passer ikke, Meyer har aldrig modtaget disse breve«.
[Det ved hun ikke. Påstand mod påstand]

Så kom anklageren ind på stafudmålingen og henviste til § 286, stk. 2, som handler om skærpende omstændighed.
Til slut læste anklageren op af tidligere domme for bedrageri, sager som intet havde med den aktuelle at gøre, men hun kunne ikke finde tilsvarende sager, sagde hun.
»Jeg nævner dommene på grund af beløbets størrelse. De har udnyttet deres viden, og det er i kraft af deres stillinger, de har kunnet gennemføre bedrageriet, og at det er gået ud over den 92-årige Grethe Meyer«, sluttede anklageren sin procedure med at sige.
[Hvilken viden? På intet tidspunkt i sagen er det kommet frem, at Svend Erik Olsen har anden viden om maleriets ægthed end den, han har fra Kellermann, som inden købet tre gange har erklæret det for at være falsk. Anklageren lægger her falske påstande frem om en viden, som ikke eksisterer, og som hun på ingen måde har kunnet eller kan dokumentere. Faktisk påstår hun, at Svend Erik Olsen er en større ekspert end Kellermann og, at hans ord vejer stærkere end Kellermanns. Her ser vi, hvordan en anklagemyndighed, som ikke aner noget som helst om kunstbranchen, forsøger at påvirke retten. Usmageligt!]

Således sluttede retsdag 4. Torsdag den 11.2. procederer forsvaret, og allerede dagen efter, den 12.2. kl. 12 foreligger dommen.

5. retsmøde
Torsdag den 11. februar 2010
Forsvarets procedure

Præcis kl 9:30 begyndte Svend Erik Olsens forsvarer, Jan E. Kornerup Jensen, at fremføre proceduren, højt, tydeligt og uden at skæve ret mange gange i manuskriptet, ofte stående direkte foran dommerene. Imponerende! Da han halvanden timer senere, kl. 10:55 sluttede, havde han afvist og på det nærmeste hudflettet samtlige anklager mod sin klient og naturligvis med påstand om frifindelse.

Begge advokaters procedure fulgte i store træk dem fra byretten, og igen blev kanonen fyret af mod Michel Kellermann som verdens mægtigste mand, den eneste, som havde prokura til at afgøre om et maleri var udført af Derain eller ikke. Og da han forud for salget i Paris havde erklæret det for falsk tre gange, så burde den sag være på plads. Og som undertegnede gang på gang har fremhævet, kunne Svend Erik Olsen ikke have købt det som ægte. Det er logik for agerhøns og burde også være det for anklagemyndighed og rettens seks dommere. Kornerup berørte også den kendsgerning, at maleriet først endeligt blev erklæret ægte 7 måneder efter, samleveren havde solgt det i Paris, og først efter, at Stoppenbach, som var Kellermanns stedsøn og boede hos Kellermann, havde overtalt denne, uden Bailleys tilstedeværelse, til at erklære det ægte. Mens de to advokater hele sagen igennem formuleringsmæssigt havde »opført sig pænt« uden at bruge ukvemsord, så holdt anklageren, Anne Birgitte Stürup, sig ikke tilbage og brugte ord »som svindel og bedrag« og »løgn«. 

Men også Grethe Meyers børn fik af grovfilen, især Karin Annelise Bruus, hvis forklaring Kornerup betegnede som »helt ude i hampen« og fastslog, at han ikke kunne få hendes forklaringer til at hænge sammen. Og i det hele taget alle tre børns, som var fremkommet med mange modstridende forklaringer undervejs.

Også Bailley, den ene køber, fik læst og påskrevet. Han var også dennegang kommet som frivilligt vidne, ingen kunne have tvunget ham, og måske var det for at retfærdiggøre sit køb til den lave pris. Og igen kom forsvaret ind på, at det var Bailley og ikke samleveren, som anklageren har påstået, som først var fremkommet med en pris, nemlig 600.000 euro, til trods for, at Bailley altid tilbød prisen i sælgerens egen valuta, i dette tilfælde 5 mio. kr., som samleveren hele tiden har fortalt.

Man har hængt sig meget i, at Olaf Rude skulle have ejet maleriet, men det ved vi i dag, at han ikke havde. Det var det eneste emne og kommentar anklageren kom ind på, da Lund Poulsens procedure var slut. At samleveren nævnte Rude som ejer, sagde anklageren, var ene og alene for at misinformere Bailley. »Havde hun omtalt den fornemme proveniens med Tetzen-Lund og Jacobæus, var hele bedrageriet brudt sammen«. Det får undertegnede til at citere Kornerup: »Det er helt ude i hampen«. Skulle samleveren forhandle en stor pris hjem, så gøres det ikke ved kun at nævne Olaf Rude, som Bailley havde fortalt var ukendt i Frankrig. Så havde hun naturligvis fyret hele navneregistret af. 

Klokken 12:30 sluttede sagens sidste retsmøde. Og allerede kl 12 fredag den 12. februar 2010 foreligger dommen.

Preben Juul Madsen
Kunstnyt.dk
11. februar 2010

Læs Camilla Stockmann i Politiken

Foto: Sotheby's
Et af verdenskunstens mest omstridte malerier er La Belle Ferronnière herover, med helt samme titel og motiv, som et maleri på Louvre, der menes at være enten en ægte Leonardo eller af en af hans elever. »Kopien« herover er gennem tiden erklæret ægte af blandt andre den berømte kunsthistoriker Kenneth Clark, men af andre som værende en kopi. Efter de seneste undersøgelser mener man nu at vide, at der ikke er tale om en ægte Leonardo. Det var af Sotheby's i New York vurderet til mellem 1,5 og 2 mio. kr., men nåede et hammerslag på 7,1 mio. kr. den 28. januar 2010.


Herover Louvre's La Belle Ferronnière.
Foto: Kunstnyt.dk

Foto fra Østre Landsrets 10. afdeling, hvor dommerne sidder. Det er ikke et arbejde af Derain på væggen, men et litografi af Grønningen-maleren Kai Lindemann (1931-2007). I lokalet hænger 7 af hans litografier og et stort maleri med to modeller.
Foto: Kunstnyt.dk (med tilladelse af retsformanden)















Læs også Camilla Stockmann i Politiken her